3 tips til overskrifter, titles og ankertekster

3 tips til overskrifter, titles og ankertekster

Overskriften, titles og ankertekster er stadig en vigtig parameter for, hvilke søgeord Google ranker dine sider for. Det vigtigste søgeord skal helst ind gå i sidens overskrift, title og det første afsnit i teksten. Men det er ikke helt ligegyldigt hvordan. Her ser vi på de steder, hvor det oftest går galt.

Overskriften, titles og ankertekster er stadig en vigtig parameter for, hvilke søgeord Google ranker dine sider for. Det vigtigste søgeord skal helst ind gå i sidens overskrift, title og det første afsnit i teksten. Men det er ikke helt ligegyldigt hvordan. Her ser vi på de steder, hvor det oftest går galt.

Søgeordet har stadig en vigtig betydning, når Google skal indplacere og vise dine sider i søgeresultaterne og sidetitlen er en af de vigtigste steder, du kan fortælle Google, hvilke søgeord den pågældende side skal ranke for.

Den generelle anbefaling er fortsat, at søgeordet helst indgå så tidligt i sidens overskrift, sidens title-tag og så tidligt i den første sætning i manchetten som det er muligt og gerne også i første afsnit af brødteksten på siden. Men overholder du dette til punkt og prikke, kan du også ende med at komme galt afsted, sådan som vi skal se et par eksempler på om lidt.

Så som med alle regler, skal de følges med omtanke og ikke slavisk for enhver pris.

Forsøger du at ranke for entals- eller flertalsformen af dit søgeord?

Et af de overraskende steder, hvor der er forskel på, hvordan folk søger, handler om hvorvidt der bruges entals- eller flertalsformen af søgeordet. For hvor webshopejeren gerne vil forsøge at ranke på flertalsformen – måske fordi de drømmer om at sælge flere produkter ad gangen – er det oftest entalsformen, folk søger på.

Det gælder selvfølgelig ikke, hvis du vil ranke på ord, man normalt omtaler i flertal. Altså bukser, briller og den slags. Men hvis folk søger på bluser, køleskabe og cykler, så søger de i ental – oftest sammen med et eller flere hjælpeord som f.eks. ”strygefri bluse”, ”bmx cykel”, ”billigt køleskab” og så videre.

Så selv om Google samler antallet af entals- og flertalsøgninger og viser det samme antal søgninger, når du tjekker op på det i deres Keyword Planner, så er der altså oftest stor forskel, når det kommer til de reelle søgninger – og har du brændt alt krudtet af på flertalsformen og folk søger mest på entalsformen, misser du en god del kunder på den konto.

Sørg for at søgeordet kommer først i overskrift og title – med måde

Et sted hvor du nemt kan komme galt afsted, er f.eks. hvis du har mange forskellige sider, der relaterer til forskellige former af det samme produkt. Det kunne f.eks. være skjorter. Her sælger du både skjorter til mænd og kvinder, slim fit skjorter, hvide skjorter, strygefri skjorter og helt almindelige skjorter uden nogle særlige karakteristika, og har måske også nogle skjorter, du sælger på tilbud.

Som oftest vil du have en hovedkategori i din webshop, der hedder skjorter og under den har du så en række undersider til de forskellige underkategorier af skjorter. Hvordan skriver du overskriften til siden, samt sidetitlen til disse sider?

Ser vi på sidens title – altså overskriften der vises i søgeresultaterne – ses det tit, at hovedkategorien sættes først for at siden kan få så meget vægt på skjorter som muligt. Det vil sige, du ener med at have nogle titles der hedder:

”Skjorte – Billig skjorte til mænd og kvinder – skjorteshoppen.dk” – det er hovedsiden for skjorter. Falder det dig for brystet, at vi skriver ”skjorte” og ikke ”skjorter”, så læs afsnittet om at ranke i ental og flertal igen.

Dernæst følger så en række

  • ”Skjorte – til damer…”
  • ”Skjorte – slim fit til herrer…”
  • ”Skjorte – strygefri for nem vask ….”
  • ”Skjorte – hvid skjorte til…”
  • ”Skjorte – outlet – Masser gode tilbud….”

Eller sådan noget!

Alle titles starter altså med ”Skjorte”. Det ser nemt og overskueligt ud i regnearket eller listen, du har oprettet, og du er sikker på, at folk opdager, at du har skjorter i din webshop. Men Google bliver mildest talt forvirret over hvilken side, de rent faktisk skal henvise folk til, når de skal vise din side i søgeresultaterne for ”skjorte”.

Skal du være 100 % sikker på, at Google kan finde den rigtige hovedkategori-side for jeres skjorter, skal du kun bruge ordet ”Skjorte” som det første ord i title på den side, der ret faktisk er hovedkategorisiden for skjorter. Ved at der kun er en side, der anvender ”skjorte” som det første ord i title, er du helt sikker på, at Google aldrig bliver i tvivl. Lavpraktisk og enkelt.

Til undersiderne anvender du en mere naturlig variant af skjortetypen som de første ord i title. Så bliver det noget nemmere for Google – og for dem der falder over jeres webshop i søgningerne – at gennemskue, hvad det er for skjorter, webshoppen har på den pågældende side.

Altså får du i stedet:

  • ”Dameskjorte med stil…”
  • ”Slim fit skjorte til herrer….”
  • ”Strygefri skjorte der aldrig krøller…”

Etc.

Pas på med hvordan du bruger søgeordet i ankerteksten ved intern linkbuilding

Når du nu skal skrive kategoriteksten til hovedsiden med skjorter, er det en god ide at linke naturligt til underkategorierne i selve teksten. Det styrker den interne linkbuilding på siden og gør teksten mere spændende for læseren – og får dem måske til at klikke på et link til en af underkategorisiderne for at begrænse visningen til den skjortetype, de er interesserede i.

Men pas på ankerteksten. Her vil de fleste ganske givet linke til undersiden ved at skrive bruge ”slim fit skjorte” som ankertekst. Men ved at inkludere ”skjorte” i ankerteksten, fortæller du også Google, at det er validt at få undersiden til at ranke for ”skjorte” og så risikerer du, at Google begynder at ranke undersiden højere for søgeordet ”skjorte” end hovedkategorisiden.

Nøjes du i stedet med at bruge ”slim fit” som ankertekst, får Google et meget bedre indtryk at både hovedkategorien og underkategorierne og kan desuden bedre se sammenhængen mellem kategorisiden skjorter og hver af undersiderne til siden.

Google er en helhedsorienteret søgemaskine

I praksis er virkeligheden dog oftest noget mere nuanceret. For har du mange forskellige underkategorier eller har du rigtigt mange produkter med små variationer, kan det være svært at overholde de tre gode råd, vi kommer med her.

Samtidig er Googles algoritmer væsentligt mere avancerede end bare at bruge sidens overskrift og title til at indplacere siderne efter. Google har i dag en meget mere holistisk eller helhedsorienteret tilgang til dit websted og de enkelte sider på det. Så selv om du overholder de råd, vi giver her, kan andre faktorer også spille ind – lige som Google kan trække på andre ting som f.eks. jeres sitemap og anden intern linkbuilding, når de skal gennemskue den rette opbygning og sammenhæng på jeres hjemmeside.

Men gør du dit arbejde så optimalt som muligt på hver enkelt parameter, giver du både de enkelte sider og hele hjemmesiden som helhed, de bedste forudsætninger for at opnå de bedste placeringer i søgeresultaterne.

God vind med SEO-arbejdet!

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *