Avanceret svindel bag folkekirkens pornospam

pornospam angreb på kirken

Er porno og escort services blevet en del af Folkekirken.dk?  Svaret er ja, men det er (helt) sikkert ikke med deres gode vilje!

I løbet af den sidste måned har der været flere episoder hvor porno og escort services linkes til forskellige artikler på folkekirken.dk. Nogle steder er det blot nogle underlige sammensætninger, der mest af alt virker til at være en dårlig vittighed, men andre steder er der tale om temmelig uanstændige koblinger. KH-Online satte sig for at finde ud af, hvad der foregik og hvorfor. Det viste sig, at der lå noget helt andet bag, end vi troede.

Støtte til sjælesorg koblet med gratis tysk porno

I en af de grovere koblinger fra en artikel, der går med titlen “Gratis Tysk Porno – Smukke kvindelige organer” vises der et billede af 5 mænd der står med penis fremme og en kvinde på knæ, som efterfølges af en masse ord, der kun giver lidt mening men er relateret til sexindustrien. Derefter er der et link med blandt andet en tekst, der lyder Gratis Tysk Porno. Dette link peger på Folkekirkens hjemmeside. Dette er i sig selv en ret underlig spøg, men at linket peger direkte ind på artikel, der omhandler sjælesorg, og hvordan man forholder sig til sorg, at have mistet en, og i bund og grund hvordan man kan hjælpe folk i nød er meget usmageligt. Du kan se artiklen her, men vær opmærksom på eksplicitte billeder og anstødelig tekst. Nedenfor kan du se et uddrag af artiklen, hvor linket er placeret

link

(For god ordens skyld skal vi nævne at vi har tilføjet en nofollow-relation på ovenstående link, således at vi ikke styrker den side, der udsender de her links).

Barnedåb koblet til escortservices

Men det er ikke det eneste angreb på Folkekirken, og flere steder er der angreb, hvor man af ordlyden nok bare må ryste på hovedet. Dog noterede vi os i vores detektivarbejde endnu et angreb som var af rigtig grim karakter. Igen havde pornospammerne lavet en artikel af meget lav kvalitet med stærkt seksuelt indhold, men denne gang var det en artikel, der handlede om barnedåb, som var målet.  Denne artikel bliver linket til med begrebet “escort” som kan ses af billedet nedenfor.

link til artikel

I alt lokaliserede vi 11 nye links til folkekirken, der var direkte relateret til sexindustrien..

Skader Porno-SPAM Folkekirken?

Søgemaskinen Google har i lang tid kigget på links til hjemmesider, og de har i lang tid haft en politik om at straffe sider med links, de ikke mente var naturlige og sat i verden for at manipulere med søgeresultater. I den mørkeste del af onlinemarketing-verdenen findes der en lille fraktion SEO eksperter, der benytter sig af negativ SEO. Negativ SEO tager udgangspunkt i Googles ønske om at straffe sider, der forbryder sig mod Googles regler. Nogle af de mest kendte metoder til at udføre negativ SEO er, at lave bunkevis af links fra lavkvalitets hjemmesider eller hjemmesider med pornoindhold. Både lavkvalitets sider og pornosider er kriterier, der leves op til i dette scenarie. Der er dog ikke tale om bunkevis af links. Vi har lokaliseret 11 beskidte links, og vi skal ikke afvise, der er markant flere, men der er ikke tale om bunkevis af links. Folkekirken.dk er en for stærk hjemmeside til disse pornospam links vil få en stor effekt på sidens evne til at rangere. Der er måder at forhindre, at Google tæller disse links med i deres vurdering. Ved opsætning af en såkaldt disavow fil, kan man frakende sig enhver relation til den her slags links.

Hverken Sune eller jeg er medlem af Folkekirken, men i dette tilfælde vil vi gerne hjælpe kirken med den opsætning og oprydning, hvis Folkekirken vil have en hjælpende hånd til at fjerne associationerne, som Google har noteret. Den her opførsel på nettet er noget, vi gerne vil være med til at bekæmpe.

Men hvorfor? Drengestreger? Religiøst angreb? Eller andet…

Hvad er motivet for at lave den her slags angreb og forsøge at diskreditere Folkekirken på den her måde? Jeg skal være den første til at indrømme, at det stod langt fra klart for mig fra start af. Det her var anderledes end noget andet vi tidligere har set i Danmark. Der var rigtig mange ting, som bare ikke gav mening i en klassisk forstand. Hvis det var negativ SEO, hvem kunne så have et motiv? Andre religiøse grupper? Ateister? Det virkede i bund og grund underligt det hele. Vi checkede en del andre hjemmesider, og det viser sig, at der er en række andre klassiske og traditionelle institutioner der var angrebet af samme slags links. Her kan nævnes en række ramte hjemmesider som Kongehuset, Folkeskolen og Folketinget.  Du kan se eksempler nedenfor:

refering page

Follow the money – men hvor er pengene?

Det blev nu mere obskurt. Hvad var fidusen? Måske var det slet ikke ikke et angreb på andre sider, men en måde, hvor der er nogle der har forsøgt at skabe styrke ved at linke ud til autoritetssider. Jeg tog i denne her sammenhæng en snak med ejeren af en af Danmarks største porno sites TriplX  – som er kendt som en dygtig marketer – for at høre, om han før havde oplevet noget lignende fra branchen. Han bekræftede min tidligere antagelse. Det her havde han heller ikke set nogensinde. Han pointerede også over for mig, at der var jo ingen penge i det her de lavede. Det gav ikke mening. Så kom der en skarp betragtning fra sidelinjen, der pludselig kastede et helt nyt lys over sagen.

Pengene er der, hvor vi ikke ser dem

På Marketers.dk – et lukket forum for professionelle markedsføringsfolk og programmører – var der en, der havde noteret, at der var benyttet cloaking (læs definitionen her). Den her type cloaking sker kun på bestemte tidspunkter. Når man klikker sig ind via linket ovenfor, så er der ikke nogle cloaking, men når man finder siden gennem google, og går ind på de her porno-spam sider. Så lander man slet ikke på de her porno-spam sider – til gengæld ryger man ind på en helt anden side,

hemmelig flirt

Hemmeligflirt.com er siden, du bliver omdirigeret til, hvis du kommer via Google. Som navnet nok afslører, er der tale om en form for dating flirting website, og de er ikke bange for at garantere succes!

dating site
dating site

Den må vi lige have igen: “100% menneskeligt verificerede profiler”! Når man læser lidt nærmere efter på hjemmesidens footer, så giver denne garanti dog lidt mere mening.

“Minimumsalderen for at benytte denne 1:1 chatservice er 18 år. For personer under minimumsalderen er der ikke adgang.
Profilerne på denne chatservice er delvist fiktive, fysiske aftaler med disse fiktive profiler er ikke muligt. Du betaler kr. 8-15 kr pr. kredit.”

Virksomheden som står bag denne service er en hollandsk virksomhed:

firmaoplysninger

Virksomheden, der også har andre hjemmesider i Danmark med navne som bangme, bolledates og erotikmatch. har også opgivet en adresse i Albertslund. Hvorvidt det er Boost Web Activities, der selv står bag angrebet eller om det er nogle af Boost Web Activities samarbejdspartnere, det er umiddelbart svært at sige. Dog noterede vi os en kode tilknyttet det link, vi landede på fra Google. Den kode kunne sagtens være en tracking kode tilknyttet en såkaldt affiliate samarbejdspartner. Det vil sige en samarbejdspartner, der bliver betalt en provision per ny kunde anskaffet. Vi er bekendt med den mulige trackingkode, så hvis det ikke er Boost selv, der står bag misbruget af andre sider, og den direkte vildledning af forbrugeren, så har vi den nøgle, der skal til for at Boost Web Activities med sikkerhed ville kunne finde ud af hvem af deres partnere, der har lavet ballade.

Et citat fra hjemmesidens vilkår springer dog ret meget i øjnene, og er som jeg tolker det ikke en standard paragraf:

Indholdet af eksterne links som ikke er kontrolleret af os inden for vores eget netværk. Er link udbyderens eget ansvar.

Hvorfor tilføje den paragraf til regler og vilkår? Set i lyset af ovenstående, så virker det i min optik mildest talt suspekt.

Konklusion: Porno-SPAM angrebet på Folkekirken del af et større ulovligt marketingscam

Vi tror ikke på, at Boost Web Actiivities eller deres partnere har haft til hensigt at skade Folkekirken.dk. Men de har forsøgt at lukrere på den autoritet i Google som Folkekirken præsenterer. Der er tale om direkte vildledning af forbrugeren gennem et bevidst misbrug af Googles søgemaskine, hvor man leder kunder et sted hen, hvor de ikke tror de lander. Jeg er ikke jurist, men den her praksis er efter min mening decideret ulovlig i henhold til markedsføringsloven.

Særligt to paragraffer i markedsføringsloven bliver brudt her:

§ 5. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.

§ 6. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Læs også: Hvad er et XML sitemap