Sådan skriver du webtekster, der fænger

Mindre end 2 % af alle sider på internettet bliver læst færdig. For ingen orker at læse noget på nettet, med mindre det er skrevet i et kortfattet, aktivt sprog, der er opdelt med mange mellemrubrikker, skrevet i korte afsnit og ikke er skrevet til søgemaskiner, men i et flydende sprog med en tydelig rød tråd.

Skal du skrive en god tekst til en webside, så den fastholder læseren, er det derfor vigtigst, at du:

  • Skriver til mennesker i stedet for søgemaskiner
  • Skriver en fængende overskift, der fortæller læseren hvad teksten indeholder og hvad de får ud af at læse den
  • Bruger en manchet til at opsummere tekstens vigtigste pointer og skabe appetit på at læse den
  • Bruger mellemrubrikkerne til at give overblik over teksten
  • Opdeler brødteksten i flere korte afsnit
  • Skriver korte sætninger
  • Starter hvert afsnit med at skrive den vigtigste pointe
  • Bruger punktopstillinger i stedet for opremsninger

Så en god webtekst er kort, kontant og uden for mange fyldord og floskler. Det er sådan vi kan lide at læse tekst på nettet!

Sproget skal være aktivt og tale direkte til den, der læser teksten. Så brug talesprog og brug ”du” i stedet for kancellisprog og ”man”. Skriver du til en bred målgruppe, så spar på fagudtrykkende og de akademiske ord. Kan du bruge et kort og almindeligt ord i stedet, så vælg det. Men skriver du til en mere snæver målgruppe, så brug de fagudtryk og termer, de forventer at finde i teksten – ellers mister du troværdigheden.

Hold op med at skrive til søgemaskiner

Tidligere var det vigtigt at bruge nøjagtigt det søgeord, teksten skulle rangere på i søgemaskinerne. Helst så tilpas mange gange, at du var sikker på at Google forstod det. Det gav ulæselige tekster, hvor både stavemåde og grammatisk korrekthed var kastet over bord for at komme til at ranke højest muligt på det pågældende ord.

Den slags straffer Google heldigvis i dag. Så skriver du ikke til mennesker, får du dårligere placeringer i søgemaskinerne. Det måler Google på, hvor hurtigt folk kommer tilbage til søgeresultaterne. Jo hurtigere, de kommer retur, jo dårligere indhold og jo mindre relevant må din side jo være for det pågældende søgeord.

Så teksterne skal skrives, så de fænger læseren med det samme og besvarer de spørgsmål eller har en klar relevans i forhold til søgeordet, folk har brugt på Google.

Overskriften gør hele forskellen

8 sekunder! Det er den tid du har til at overbevise dine besøgende om, at de er landet på den rigtige side. Fanger overskriften dem ikke, er de væk igen! 80 % af de besøgende kommer aldrig videre.

Det stiller store krav til din overskrift, der både skal udstråle, at du har svaret på det de har søgt på og gøre dem nysgerrige efter at fortsætte med at læse videre.

Derfor skal du kende din målgruppe ufatteligt godt og vide noget om, hvorfor de har søgt på det, der har bragt dem til din side. Hvilke problematikker og udfordringer har de, hvad frygter de, hvad drømmer de om og hvilke behov skal din tekst dække for dem. Ud fra den viden skal du formulere en kort, præcis og fængende overskrift, der får artiklen til at fremstå som det bedste bud på det, de søger efter.

Samtidig skal overskriften signalere, hvorfor teksten på siden er relevant og klart fortælle læseren, hvad de får ud af at læse den. Helst skal den også få det indhold, der er på siden, til at fremstår som unikt og vigtigt for læseren.

Tre eksempler på gode overskriftsskabeloner:

  • <Antal> tips til <emne>
  • <Antal> fejl du ikke bør begå med <emne>
  • Sådan undgår du <noget målgruppen frygter>

Manchetten – den oversete faktor

Alt for mange glemmer manchetten på nettet. Den indledende tekst der uddyber overskriften og giver hovedpointerne fra teksten på resten af siden. Det er den tekst, der står med fremhævet tekst under overskrifterne i avisen, i magasiner og på alle websites, der ved, hvordan man holder bedst muligt på de besøgende.

For en god og tydelig fremhævet manchet får flere til at blive på siden og kan være hele forskellen på, om folk skipper din side eller ej. Den skal kort sagt være salgstalen for resten af teksten for de 20 %, der orker at læse videre, efter de har læst sidens overskrift.

Samtidig skal den helst rumme svaret på det spørgsmål eller den problemstilling, der har ført den besøgende ind på jeres side. For jo tidligere i teksten læseren får svar på det, de har søgt på, jo bedre placerer Google jeres side i søgeresultaterne.

Er manchetten rigtig genialt hugger Google måske ligefrem teksten og bruger den i de faktabokse, der nogle gange står direkte på siden med søgeresultater, når der søges på meget populære emner. Fidusen er, at de også sætter et tydeligt link til din side i faktaboksen. Det giver større troværdighed og bedre eksponering end alle dine konkurrenter – hver gang!

Så der er mange gode grunde til at bruge tid på en ordentlig manchet og selv om 10 % af de besøgende erfaringsmæssigt falder fra, når de har læst den – eller det første afsnit af din tekst – så har du da i det mindste givet dem de vigtigste pointer eller dit hovedbudskab.

Skab overblik med gode mellemrubrikker

Vi har nu 10 % af de besøgende tilbage! Efter at have læst overskriften og manchetten, skimmer de dernæst mellemrubrikkerne for at få overblik over artiklen og blive bekræftet i, at den rent faktisk er noget for dem.

Derfor skal mellemrubrikkerne praktisk talt fortælle hovedpointerne i de enkelte afsnit – for læser folk ikke andet, så har de da i det mindste fået det med sig. Brug også flere mellemrubrikker end i en trykt tekst. Derved opdeles artiklen i flere mindre og mere overkommelige afsnit.

Teksten under mellemrubrikken skal uddybe mellemrubrikken. Derved kan den besøgende nøjes med at læse mellemrubrikkerne og så dykke ned i brødteksten de steder, hvor de har brug for at få mere kød på.

Brødteksten skal være kort og kontant

Selve brødteksten opdeles i mange korte sætninger. Det gør det meget nemmere at læse teksten og du er sikker på, at folk ikke løber sur i lange formuleringer. Sørg også for at læse korrektur, så både retstavning og kommatering er i orden. Tekst er som briller – du opdager kun, at du har dem på, hvis de er fedtede.

Opdel også brødteksten mellem hver mellemrubrik i flere mindre afsnit. Igen gør det teksten mere overkommelig. Det giver samtidig øjnene en naturlig pause, så de ikke bliver trætte og tørrer ud af at læse på skærmen.

Start hvert afsnit med at skrive den vigtigste pointe først – og gentag dette for hver enkelt sætning i afsnittet. Derved er du sikker på, at dem der kun skimmer teksten, som minimum får de vigtigste pointer ud af teksten. Resten af afsnittet og hver sætning kan du så bruge på at uddybe pointen.

Brug punktopstillinger frem for opremsninger

Brug punktopstillinger i stedet for at opremse noget og adskille det med kommaer. Det er nemmere at overskue og atter en gang glæder du simmeren. En velplaceret punktopstilling kan også få folk til at stoppe op, blive interesserede i detaljerne og dykke ned i teksten. Som f.eks. den punktopstilling vi startede med i denne artikel.

Afslut med en opsummering…

Under 2 % læser hele den tekst, du har skrevet på siden. Men ved at følge de råd, vi har givet om:

  • Fængende overskrifter
  • Brug af manchet
  • Overbliksgivende manchetter
  • Korte afsnit og korte sætninger
  • Start med det vigtigste først

kan du gøre meget for, at dem der lander på siden om ikke andet, så i det mindste får de vigtigste pointer og budskaber med – uanset hvor meget eller lidt de får læst.

…og et call-to-action

Ud over en hurtig opsummering er det altid formålstjenesteligt at afslutte teksten med et call-to-action. Det giver også mening, selv om teksten ikke skal sælge noget. For du vil vel gerne have, at den besøgende bliver på dit website. For oftest vil du have andet indhold på webstedet, der kan være interessant for læseren. Det kan du jo meget passende slutte af med at referere til.

Denne her tekst har dog et andet formål – nemlig at overbevise dig om, at vi her hos KH Online har forstand på at skrive gode tekster. Så hvis du vil have hjælp til det, så kontakt os enten pr. telefon, mail eller ved hjælp kontaktformularen her på siden. Så giver vi dig et uforpligtende tilbud på, hvor meget vi skal have for at skrive de tekster, du skal bruge på netop din hjemmeside.

1 Comment

  1. Anton Hoelstad

    Alt for få tænker over de her ting med overskrifter og brødtekster etc. når de skriver og udgiver indhold online. Det er så vigtigt at indholdet er indbydende, og overskriften fængende. Rigtig gode råd!

    Reply

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *