Content marketing – hvor svært kan det lige være? Det handler jo bare om at skabe indhold nok om det, du vil findes på i søgeresultaterne og udvikle det på en måde, så din hjemmeside kommer til at ligge øverst, når folk søger på emner, der handler om de produkter eller tjenester, I sælger. Det kan da ikke kræve særlig meget!
Men helt så let er det ikke. Det ved vi, for vi har arbejdet med content marketing i mange år og har lært, at hvis man ikke har en klar strategi fra starten, vil man før eller siden blive fældet af en af de ubehagelige udfordringer, der er ved at producere indhold til nettet. For content marketing er meget mere, end hvad øjet lige ser.
Ubehagelighed #1: Der findes meget dårligt indhold på nettet
Lad os starte med at se i øjnene, at der er produceret masser af dårligt indhold til nettet. Dårlig skrevne tekster, kedelige eller intetsigende infografikker eller e-bøger, der kun er skabt med det ene formål, at få nogen til at hoste op med deres e-mail-adresse.
Meget af det dårlige indhold har Google’s pingviner, pandaer og andre dyr sendt nedad i søgeresultaterne, men det der ikke er blevet ramt, ligger stadig og skæmmer på nettet til ingen verdens nytte.
For den uheldige besøgende, der lander på sådan en side, bliver der ikke længe. Så uanset med hvilket skummelt forsæt dette indhold er blevet skabt, så kommer det ikke til at bidrage nævneværdigt til din bundlinje. For folk kan godt tænke selv, så dårligt indhold kommer aldrig til at virke efter hensigten og vil med garanti ikke bringe den besøgende nærmere til dit firma – snarere tværtimod. Du har kun et skud i bøssen.
Ubehagelighed #2: Indhold sælger ikke sig selv
Du skal heller ikke regne med, at det indhold du lægger op på nettet for at tiltrække kundeemner til dit firmas hjemmesiden, sælger sig selv. Så skal det i hvert fald være meget unikt, underholdende eller brugbart og have nogle virkelig fængende overskrifter, der kan nå at fange den besøgende, før de drøner videre til næste søgeresultat.
Det kræver en mere detaljeret strategi end bare at komme til at rangere på Google for et bestemt søgeord. For selv om folk skal kunne finde siden på Google, er det ikke nok. Indholdet skal give dem, der læser det noget og de skal få noget ud af dele det i deres sociale netværk – og ingen af delene gør de, hvis indholdet ikke er brugbart.
Ubehagelighed #3: Dit indhold skal give et afkast
Men dine besøgende er ikke de eneste, dit indhold skal give et afkast. Det skal også give om ikke penge i kassen, så få folk til at tilmelde sig jeres nyhedsbrev eller kontakte jer for at få mere information eller et godt tilbud.
Samtidig skal det være til at måle, hvilket af dit indhold på hjemmesiden, der bidrager til dette og hvilket der ikke gør. Så kan du glæde dig over det indhold, der giver resultater og forsøge at forbedre det indhold, der ikke gør.
Ubehagelighed #4: Du kan ikke styre samtalen
På internettet kan du ikke kontrollere, hvad folk siger om dig eller dit firma og du skal tænke dig rigtigt godt om, før du farer i flint over en negativ kommentar på f.eks. et socialt medie. Så træk altid lige vejret dybt, før du svarer og forsøg at lægge en strategi for, hvordan du vender situationen til noget positivt for dig, firmaet eller det indhold, der er blevet kommenteret negativt på.
I stedet for at tage dialogen på steder, hvor du ikke har kontrol over de omgivelser og præmisser, den foregår i, så flyt den hen til et sted, hvor du kan lægge op til den konversation, du gerne vil føre og hvor publikummet er begrænset til dem, der reelt set er interesseret i, hvad du har at sige.
Derved kan du starte en engagerende samtale, som alle deltagere kan få noget gavnligt ud af – og det skal nok få folk til at komme tilbage igen, ligesom det øger deres tillid og din eller firmaets autoritet. Hvis du vel at mærke forstår, at vende selv de negative kommentarer og spørgsmål til noget positivt eller berigende.
Ubehagelighed #5. Du er nødt til at blive ved med at fodre horderne med indhold
Når du først er gået i gang med at producere indhold til din content marketing strategi, er du nødt til at blive ved. For dels har du hele tiden brug for nyt indhold og dels bliver konkurrenterne også ved med at producere endnu bedre og meget mere målrettet indhold – og hvad være er, de bliver elsket mere af Google, hvis de bliver ved og du holder op.
Endnu værre er, at du bliver nødt til at holde minimum det samme kvalitetsniveau og allerhelst højne kvaliteten af det nye indhold, for at fastholde de kundeemner, du allerede har. Jo mere og bedre indhold, jo større er dine chancer for på et eller andet tidspunkt inden længe, at kunne spørge om det salg, der skal skaffe dig fortsatte indtægter.
Så når du først er i gang, skal du have entusiasmen og musklerne til at blive ved. Du kan ikke bare glide af på den på halvvejen, skifte spor eller på anden måde forvirre dine besøgende. For der skal ikke meget til at skræmme dem væk.
Ubehagelighed # 6: Folk er ligeglade med dig, dit firma og dit produkt
Den sidste og mest ubehagelige sandhed er, at folk, søgemaskiner og resten af hele internettet er totalt ligeglad med dit firma, dit produkt, dig som person, dine mange medarbejdere og dine omsætningstal.
Bliver du ved med at plapre om dig selv, får du ingen besøgende. Det der betyder noget, er, om du giver folk noget indhold, der kan løse deres problemer og udfordringer. Det gælder selv for din Om os-side. Den skal ikke handle om jer, jeres produkter eller hvor fedt i bor. Den skal overbevise folk om, at de er landet hos et firma, der er i stand til at løse deres problemer – men det er et emne for en hel anden artikel.
Pointen er, at det du har på dit firmas hjemmeside handler om dine kunder, deres problemer, deres udfordringer og deres mål. I er bare dem, der hjælper dem.
Så som du kan se, så er content marketing ikke bare noget med at kaste noget indhold op på en hjemmeside, der er skrevet så intelligent, at det kan få nogle gode placeringer på Google. Der skal meget mere til – og det kan vi hjælpe dig med! Du kan læse om søgemaskineoptimering her.
Læs også: Content marketing – Når gratis eBøger ikke længere virker!
En reaktion
Hej Hr. Grandahl det var en super ubehagelig artikel 😊