Bredt eller dybt indhold? Forskellen på at tiltrække eller fastholde!

Bredt indhold tiltrækker, dybt indhold fastholder

Hvad er egentlig forskellen på det indhold, du skaber for at tiltrække nye kundeemner og det indhold, du skaber for at fastholde dem? Svaret er dybden! Det indhold der tiltrækker, skal ramme bredt, men det indhold der fastholder, skal ramme mere dybt i målgruppen og være mere dybdegående i sin gennemgang af emnet.

Forleden spurgte en læser af vores blog mig om, hvad katten der egentlig var forskellen på det indhold, du skriver for at tiltrække folk til din hjemmeside og så det, du skriver for at fastholde læseren på siden og få dem til at vende tilbage igen og igen.

Det korte svar på det spørgsmål er: Dybden!

Faktisk bør alt det indhold, du skaber til din hjemmeside, falde i to forskellige kategorier:

  • Bredt indhold, der tiltrækker nye læsere
  • Dybt indhold, der fastholder og styrker relationen mellem dig og læserne

Ved målrettet at arbejde med disse to typer indhold, kan du først indfange og derefter begejstre læseren med spændende indhold.

Brug bredt indhold til at tiltrække

Bredt indhold er ikke skabt til at give resultater her og nu. Det er din lokkemad til nye læsere, der giver dig mulighed for at opsætte det net, der skal indfange dem, der klikker sig ind på det brede indhold.

Det er den slags indhold, der har bred appeal, men som ikke har den store detaljerigdom. Det kan være f.eks.:

  • Listeposter med ”5 tips til…”, ”3 fejl du ikke må begå…”, ”10 måder at…” og lignende
  • Infografikker
  • Korte videoer eller animationsvideoer

Kort sagt indhold folk på forhånd kan se, er nemt at konsumere, gør dem nysgerrige og giver dem en så interessant viden, at de bare må klikke sig videre ind på siden. Det er samtidig den slags indhold, der er nemt at få folk til at dele på sociale medier.

Derfor er det også vigtigt, at det nemt at dele for de besøgende, der rent faktisk klikker ind på indholdet, at dele indholdet ved hjælp af store og tydeligt placerede dele-knapper på den side på hjemmesiden, der huser indholdet.

Tænker du taktisk, skal der selvfølgelig også placeres link til det dybe indhold, der har relevans til det emne, det brede indhold omhandler. Så har du fået folk til at klikke på en artikel om ”3 fejl du ikke må begå, når du køber ny cykel”, så skal der naturligvis være et link til en indkøbsguide til cykler, som er nem at få øje på, på den side artiklen om de 3 fejl er udgivet på.

Dybt indhold til at fastholde

Derved kan du udnytte den fastholdende effekt af dit dybe indhold. Samtidig kan du bruge det til at segmentere de besøgende, der har klikket på dit brede indhold.

For hvor det brede indhold er skabt til at få så mange som muligt til at klikke ind på din side, er det dybe indhold skabt, så det fastholder de besøgende, du er interesseret i at få som kunder i din forretning.

Derfor er det vigtigt, at du udelukkende tænker på at skabe dybt indhold til dem, der er de helt rigtige kundeemner for din forretning og som du ved, at du får nemt ved at konvertere senere i forløbet. Derved får du samtidig sorteret dem fra, der ikke er interessante eller indledt en proces, der ender med at gøre dem interessante.

Så når du udpeger emnerne for det dybe indhold, skal du forsøge at ramme de problemer, dine ideelkunder går og bakser med – og indholdet skal give løsningen på det. Flasher du nogle links til artikler med emner og problematikker, der interesserer dem på siderne med bredt indhold, får du de rigtige mennesker til at klikke videre til disse artikler og kan indlede en målrettet proces, der gerne skal ende med at få dem til at tilmelde sig din mailingliste eller måske ligefrem direkte konverterer dem til kunder.

Din mailingliste er perfekt til dybt indhold

Med en målrettet autoresponder kan du så bruge din mailingliste til at præsentere de mere varme kundeemner for dit dybe indhold på en kontrolleret og styret måde. Du kan så at sige fortælle dem den gode historie om dig, dit firma eller dit emne på en målrettet måde, der mail for mail knytter dem tættere til dig. Det kan du læse mere om i min artikel om autorespondere her på bloggen.

Bredt tiltrækker, dybt fastholder

Så ved at have en strategisk tilgang til dit indhold og planlægge bredt indhold, der hiver folk ind til dit dybe indhold, kan du først tiltrække og siden fastholde nye kundeemner til dig forretning.

Det kan vi hjælpe dig med her hos KH-Online.