Hver eneste dag evaluerer Googles ansatte tusinder af hjemmesider manuelt. De ser simpelthen siderne igennem og klassificerer dem på en kvalitetsskala fra ”Laveste” til ”Højeste” kvalitet. Anvisningerne på hvad anmelderne skal se efter, flyder 160 sider. Vi har været de mange sider igennem, for at finde ud af, hvordan du får Google til at give din side den højeste score. Det er nyttig viden – også når det gælder alle dine andre besøgende.
Google har et stort, internationalt korps af rigtigt levende mennesker siddende, der manuelt gennemgår tusinder af websider for at vurdere deres kvalitet. At holde øje med hvad de laver kan have stor betydning for hvordan du laver din SEO. Helt nøjagtigt hvad der får Google til at udpege en webside til manuel gennemgang, er lige som så meget andet hemmeligt. Men efter hvad vi har forstået, handler det om sider, der har opført sig bemærkelsesværdigt i søgeresultaterne på en eller anden måde.
Til formålet har Google udviklet en 160 sider lang anvisning til hvad anmelderne skal se efter for karakteristika, ved de hjemmesider de gennemgår. Det interessante ved Googles anvisning til deres interne anmeldere af hjemmesider er, at den fortæller os, hvad det er Google ser på og præmierer, når de skal ranke en hjemmeside. Samtidig kan vi bruge denne viden til at gøre vores side mere troværdig og indbydende for andre levende mennesker.
Men hvad er det for faktorer, der afgør, hvornår Google synes vores sider er toppen af poppen? Hvad skal der være på siderne og på sitet? Det forsøger vi at give en opskrift på her.
Hvad karakteriserer en side af høj kvalitet
Google har en skala for sidekvalitet, der går fra ”Laveste” og til ”højeste. Sider på de to højeste kvalitetsniveauer (høj og højeste) skal opnå deres formål på en tilfredsstillende måde. Emnet for siden er underordnet. Det vigtigste er at den kommer i mål i forhold til det formål, siden giver sig ud for at have. Det vil sige at:
- Hovedindholdet på de enkelte sider og siderne på webstedet generelt er af høj kvalitet og har en passende mængde indhold (tekst, billeder, video etc) til at behandle emnet fyldestgørende.
- Den enkelte side og webstedet som helhed udstråler den fornødne mængde ekspertise, autoritet og troværdighed for det emne, den omhandler.
- Webstedet her et godt omdømme for det pågældende emne og får positiv omtale og links fra andre troværdige sider.
For at det er muligt at bedømme webstedets ekspertise, autoritet og troværdighed er det nødvendigt, at webstedet:
- Indeholder tilfredsstillende information om webstedets udgiver i form af en Om-side, kontaktoplysninger og eventuelt en kundeservicefunktion, hvis der er tale om en webshop.
- Indeholder såkaldt supplerende indhold, der bidrager til en god brugeroplevelse på hver enkelt side og på webstedet som helhed. Det kan f.eks. sidebars, infobokse, lister med relaterede artikler eller små beregnere, sorterings- og filterfunktioner eller andre relevante interaktive elementer.
- Har et funktionelt design med en nem navigation, der ikke tager fokus fra sidens indhold og hvor det er nemt at identificere hovedindholdet på siden.
- Bliver opdateret regelmæssigt, så det ikke indeholder sider med ukorrekt eller forældet indhold.
En passende mængde indhold
I modsætning til Googles algoritmer handler kvaliteten af sidens indhold ikke om at have et bestemt ordantal, men mere om at der er indhold nok på siden til, at det giver mening i sammenhængen, og at det er nemt at finde ud af, hvad der er hovedindhold, supplerende indhold og hvad der er kommercielt indhold som f.eks. annoncer.
Hovedindholdet kan består af tekst, illustrationer, billeder, videoer og interaktive komponenter i et miks, der giver mening. Det skal starte øverst på siden over folden og skal udgøre den mest fremtrædende del af siden. Så de mange sites der er plastret til med annoncer og hvor hovedindholdet er fordelt i små portioner over flere sider for at give plads til endnu flere annoncer, kan glemme alt om en god rating.
Op over folden med overskrift, manchet og brødtekst og hold indholdet i et langt, samlet flow.
Samtidig skal indholdet være skrevet i en stil, der passer til sitet.
Leksikalt indhold skal være skrevet faktuelt, præcist og overblikgivende. En webshopside skal præsentere fakta om produktet, have en god produktbeskrivelse og gode billeder, der gør det muligt at vurdere produktet for brugeren. En rejseblog skal have gode beskrivelser af det omhandlede rejsemål, gode billeder fra stedet og relevante fakta om stedet.
Kort sagt tingene skal passe sammen og være i en passende mængde til, at det giver mening for brugeren.
Samtidig skal det supplerende indhold støtte op om hovedindholdet. På den leksikale side kunne det være i form af en liste med relaterede emner eller artikler, på webshoppen kunne det være relaterede produkter, brugerbedømmelser eller hvad andre besøgende så på og på rejsebloggen kunne det være en liste med andre interessante rejsemål i nærheden, et kort over området eller en liste over forskellige måder at komme til destinationen på.
Indhold af høj kvalitet udstråler ekspertise, autoritet og troværdighed
Til at vurdere kvaliteten af indholdet, arbejder Google med tre faktorer:
- Ekspertise
- Autoritet
- Troværdighed
I bedste amerikansk nørdstil kaldes det også webstedets eller den enkelte sides EAT-faktor.
Giver du Google hvad de forlanger for hver af de tre faktorer, skal Google nok spise (eat) din side.
Faktorerne hænger sådan sammen, at indholdet på både hver enkelt side og webstedet generelt skal udvise så meget ekspertise, at siden fremstår med den fornødne autoritet og troværdighed for det emne, siden (og dermed sitet) forsøger at ranke for.
Det vil altså sige, at det handler om at fremstå som ekspert. Det har Google en lidt overraskende definition på, som Demian Farnworth har filosoferet en del over hos Copyblogger.
Ekspertise behøver ikke nødvendigvis hænge sammen med, hvad der står på dine uddannelsespapirer eller hvad du har for en stilling.
Ekspertise kan også være skabt gennem livserfaring. Hvis du f.eks. har haft en kronisk sygdom i mange år, kan du godt udtale dig om den med en vis ekspertise, lige som du godt kan være ekspert inden for din hobby.
Det gælder dog ikke for alle slags sider. For hvor du godt kan være ekspert på madlavning uden at være kok, så skal du ikke begynde at komme med medicinsk, finansiel eller skatterådgivning, uden enten at være læge, bankmand eller advokat. Det er emner, der handler om folks liv og penge (såkaldte YMYL-sider – Your Money Your Life), hvor det er ekstra vigtigt, at folk kan stole på de råd, siden giver. Forkert rådgivning kan have fatale konsekvenser.
Men det betyder ikke, at du ikke kan have ekspertise, når du skriver en blog eller deltager i et forum, hvor du deler dine erfaringer om en kronisk sygdom, du har lidt af i mange år eller hvor du udtaler dig som nær pårørende til f.eks. en dement. Så ekspertfaktoren er relativ i forhold hvordan din viden bliver brugt i forhold til indholdet.
Så ekspertisen er et vurderingsspørgsmål.
Sørg for et positivt omdømme
Vi har altid vidst ,at Google bedømmer en side i forhold til antallet af links til siden og kvaliteten af disse. Men når de bruger rigtige menneskeøjne, betyder det pludselig også noget, hvad andre websites skriver om en specifik side eller hele dit website eller i hvilken relation links til din side optræder på andre websites.
Positivt omdømme får du ikke dækket ved almindelig linkbuilding.
For du skal også have folk med den rette EAT-faktor til at omtale dit websted positivt og have positive udtalelser på dit site fra kunder, brugere eller personer med EAT-faktor inden for din branche eller dit emneområde.
Det skal du have på siden, for at siden har god kvalitet
Så hvor Google algoritmer bedømmer kvaliteten i forhold til antal ord på siden og den korrekte semantiske sammensætning af de ord, du bruger på siden, så vurderer Googles reviewere mere siderne på, hvad de kan finde for oplysninger om sidens udgivere, hvordan siden tager sig ud, hvem der linker til siden og hvilken omtale de kan finde af siden på andre websites. Ganske som alle andre mennesker ville bedømme din side!
Googles anmelderretningslinjer understreger nødvendigheden af Om-sider, forfatterbokse og andre troværdighedsskabende elementer på siden.
Her får du listen med mine findings:
- Hovedindholdet skal starte over folden, så folk er sikre på, at de er kommet ind på den rigtige side.
- Designet på siden skal gøre det nemt at identificere hovedindholdet på siden, så snart den åbnes.
- Der skal være et tilpas antal ord, illustrationer, billeder, videoer og andre indholdskomponenter til, at emnet for den enkelte side behandles tilfredsstillende. Skal du samtidig glæde Googles algoritmer skal ordantallet op over de 1000 ord og der skal gerne optræde ord i teksten, der semantisk hænger sammen med det søgeord, siden forsøger at ranke for m.v. Det kan du læse mere om her.
- Billeder, illustrationer m.v. skal være med tydelig kildeangivelse og have gode beskrivelser på både siden og i alt-tags etc.
- Siden skal have et ordentligt og indholdsvenligt design, og fornuftig navigation der ikke fylder hele siden eller gentages flere gange.
- Siden skal have relevant supplerende indhold, der støtter op om hovedindholdet, f.eks. links til relaterede eller andre relevante artikler, forfatterinformation og lignende.
- Det skal være nemt at finde informationer, der kan bruges til at bedømme, hvilken ekspertise, der lægger til grund for indholdet på siden. På siden kan det gøres med en forfatterboks, der beskriver forfatterens baggrund, uddannelse og anden relevant information, der får forfatteren til at fremstå som ekspert i det emne, siden omhandler.
- Eventuelt kan der oprettes særlige forfattersider for de vigtigste bidragsydere, hvor deres billede, levnedsbeskrivelse, CV m.v. fremgår, samt har links til artikler på siden og andre sider med høj EAT-faktor, hvor den pågældende har fået noget udgivet. Det kan dog også klares med et link til forfatterens altid opdaterede LinkedIn-profil (hvor det også kan være relevant at oprette en liste med links til indhold, du har udgivet).
- Af samme grund er det vigtigt, at siden har en Om-side, der er nem at finde, samt kontaktoplysninger og hvor det er relevant – f.eks. en webshop – også har kontaktoplysninger på kundeservice, support m.v.
- Det er også vigtigt, at man nemt kan finde kontaktoplysninger på udgiveren eller den person, der er ansvarlig for opdateringen af siden eller websitet.
- Det skal være nemt at finde testimonials fra kunder, brugere og eksterne personer med høj EAT-faktor for det pågældende fag- eller emneområde.
- Det er vigtigt, at der kan findes positiv omtale af den enkelte side eller hele websitet hos relevante websites med høj EAT-faktor inden for det pågældende fag- eller emneområde. Det behøver ikke at udtrykkes verbalt som sådan, men kan også skabes ved at et link til siden indgår som baggrundsinformation for artikler på det site, der linker til jer. Så EAT-faktor kan også skabes af den sammenhæng et link indgår i.
- Det er vigtigt at alle sider løbende gennemgås og opdateres med nye oplysninger. Hvor tit er der ingen retningslinjer for, men det må ikke være muligt at finde forældet eller forkert information.
Det handler ikke kun om Google
Nu sidder du måske og tænker, at det da er rent overkill at indføre alle disse tiltag bare for at please Googles anmeldere, hvis de en dag skulle komme forbi din side. Men det er sådan set heller ikke meningen.
For Googles anmeldere er mennesker ligesom alle andre, og følger du de anvisninger, jeg har givet i artiklen her, glæder du ikke kun Google men også alle dine andre besøgende. Derved fremstår du også mere troværdig over for dem, din side får nemmere links fra andre og den positive omtale, der er så vigtig for dens omdømme, kommer helt af sig selv.
Kort sagt bidder det hele sig selv i halen. Så ved at følge anvisningerne her, skaber du en positiv spiral for din side, så den udvikler sig kvalitetsmæssigt, fremstår troværdig og giver mere værdi for både dine besøgende og dig – også den dag Googles menneskeøjne rent faktisk kastes på den.