Effektiv outreach

effektiv outreach

Dette indlæg er udarbejdet i samarbejde med TEXTA, som arbejder med content marketing, herunder blandt andet tekstforfatning og videoproduktion.

Indgående links til din hjemmeside eller webshop er stadig et af de mest tungtvejende parametre, når det kommer til SEO. Men at skaffe gode, relevante links er for større shops og sider et fuldtidsjob i sig selv. Derfor bør du gøre dig overvejelser om, hvordan du griber det an, hvis du vil have mest muligt ud af de ressourcer, du bruger på det.

Du får her en guide til, hvordan du kan bære dig ad med outreach, så du får succes med at tage kontakt til medier, samarbejdspartnere og mulige interessenter.

Godt content er en forudsætning

Der laves stadig meget dårligt content derude, der har for stort fokus på søgeord, og som ikke skal læses af mennesker. De links får mindre og mindre værdi, eftersom god SEO er meget mere end søgeord. Det handler i den grad også om at tiltrække trafik, få delinger, at folk bruger lang tid på dit content og meget andet.

Så en klar forudsætning for, at nogen vil tage dit indhold og lægge det på deres blog eller deres online medie/hjemmeside, er, at du udarbejder noget værdiskabende kvalitetsindhold. Men ikke bare noget generelt, der kunne henvende sig til alle medier. Det skal være målrettet de medier, du vil have adgang til det. Gør du ikke det, ender du med at spilde din tid.

Brug dit netværk og deres netværk

Kontakter og netværk har alle dage været guld værd i mange henseender. Det er det også, når vi taler outreach. Kender du nogen, der har en stærk hjemmeside med høj autoritet eller nogen på en avis eller online medie? Eller kender du nogen, der tilfældigvis kender nogen, der gør? Se, om du kan ikke kan få lagt et godt ord ind. Få sat et personligt møde op.

Men sæt dig ind i vedkommende først. Vid, hvad du har med at gøre, og hvad du vil tilbyde. Vend den om, og tænk; What’s in it for me? Du bør dog være selektiv, når du vælger. For det er langt fra alle brancher, der vil have interesse i at publicere noget for dig. Tværtimod. Uanset hvor godt det er.

Der kan ikke være et indlæg om børnetøj på et medie, der skriver om værktøj. Det harmonerer bare ikke. Og det link giver dig ikke synderligt stor værdi, da det ikke er tilnærmelsesvist relateret til din branche og dit content.

Opbyg varige relationer

Noget af det, der kan være med til at give dig stærke links, er opbygningen af varige relationer. Samarbejder. Men det tager tid at opbygge gode forhold til interessenter. Tag dig god tid til at finde nogle, der kunne være interessante for dig. Hav noget værdifuldt, du kan tilbyde dem. Tag dig god tid til at følge deres projekt på afstand, før du henvender dig. De er mere tilbøjelige til at ville tale med dig, hvis du kender til dem og giver dem ros for det, de laver.

Det samme gør sig gældende, når du laver outreach til pressen. Her gælder det om at target den helt rigtige journalist. Drop at sende noget til redaktionens e-mail. Din henvendelse lander bare i bunken. Find en journalist, der skriver om dit fagstof. Følg med i vedkommendes arbejde. Bevar relationen ved at henvende dig med godt indhold, så vedkommende er klar over, hvad du står for. De varige relationer kan give dig stærke links, da det også kan være, at de måske har relationer til andre – og I på den måde kan gøre brug af hinandens netværk.

Tilbyd noget til gengæld

Henvender du dig hovedløst og selvisk til mulige interessenter uden at have noget at bytte med, minimerer du chancen for at få et godt link. Kom aldrig uforberedt. Det er fornærmende og ikke mindst spild af alles tid. Hav eventuelt nogle gode blogs eller adgang til relevante medier at bytte med. Så er du klart mere attraktiv at have med at gøre.

Har du en masse samarbejdspartnere, kan det være et godt sted at dyrke din outreach. Men hvad får de igen, hvis de linker til din side? Måske en god udtalelse eller et velskrevet indlæg til deres blog. Måske et link fra andre high trust sider. Vær beredt og skarp.

Skyd aldrig med spredehagl

Det lyder dejligt nemt at sende en masse e-mails ud på samme tid til sider, du gerne vil i kontakt med. Luk øjnene, og håb på, at der er nogen, der vender tilbage. Den går ikke. Og du kan ikke sende samme indlæg ud til flere på én gang. Det er duplicate content. Du behøver ikke at skrive dit indlæg, før du kontakter folk. Tværtimod. Du kan sagtens redegøre for, hvad det er, du kan byde ind med og efterfølgende udarbejde det, hvis de takker jo og vil have noget i bytte.

Henvend dig altid personligt og målrettet. Du er mere tilbøjelig til at høste frugterne af det hårde arbejde, hvis du lægger noget energi og tid i det. Så kan outreach være guld værd.

Vær ærlig om dine hensigter

Når du tager kontakt til mulige partnere eller medier, du gerne vil have til at publicere dit indhold og linke til dig, bør du altid være ærlig om dine hensigter. Fortæl, at du har fulgt med i, hvad de laver gennem noget tid og mener, at du kan byde ind med noget værdi, så de får noget friskt indhold på deres site. Til gengæld for det vil du gerne have et link tilbage.

Er de interesseret i det, har du et godt netværk til relevante sider, du måske kunne bytte med, så I kan drage nytte af hinanden. Så er det ren win win. Brug den positive vinkel, men vær altid ærlig.

Vær ikke for anmassende

At lave outreach kan virke anmassende. Det er en hårfin grænse, du skal forsøge at finde. Vær ikke for anmassende, når du henvender dig. Lav en såkaldt blødere konvertering, hvor du ikke kommer med din salgslinje med det samme. Læg ud med at rose dem og deres koncept/ydelser/produkter og deres eventuelle blog.

Fortæl din agenda, og sig så, hvad det skaber af værdi for dem. Du kan også bytte med noget, og du vil gerne have et link. Tænk over, hvordan du selv ville modtage en sådan henvendelse.

Take aways til effektiv outreach

  • Godt content, der skaber værdi, er vejen frem.
  • Brug dit netværk og deres netværk.
  • Opbyg varige relationer.
  • Giv noget til gengæld.
  • Vær målrettet og personlig.
  • Vær ærlig om din agenda.
  • Vær aldrig for pushy.