Google Chrome Webshop (eller Google Chrome Web Store) er Googles webshop for deres egen
webbrowser, Chrome! Her kan du finde langt over 190.000 apps, udvidelser og browsertemaer til
din foretrukne browser. Langt de fleste af produkterne i webshoppen er helt gratis.
I denne guide vil vi komme ind på, hvordan du handler i webshoppen, hvad du kan forvente dig af
udvalget, og hvad du ellers bør vide om Google Chrome Webshop. Læs videre, hvis du ønsker at
gøre din oplevelse med Google Chrome endnu bedre.
Få adgang til flere hundrede tusinde apps, udvidelser og browsertemaer til Google
Chrome
Google Chrome Webshop blev afsløret i december 2010 og blev to måneder senere, i februar
2011, lanceret. I mere end et årti har du og andre brugere af Google Chrome dermed haft
mulighed for at shoppe apps, udvidelser og browsertemaer til Googles webbrowser.
Gennem det seneste årti er webshoppen ikke blot blevet redesignet og optimeret ad flere omgange. Udvalget af produkter, herunder udvidelser og browsertemaer, er også blevet udvidet markant. Der er bl.a. en masse relevante produkter for dig, der arbejder med e-commerce, markedsføring og salg. Nogle af disse produkter vil vi fremhæve i de kommende underafsnit.
Apps til Google Chrome
Apps er ikke kun nogle, du kan hente ned og bruge på din smartphone eller tablet. Apps kan også bruges på andre enheder.
Helt overordnet findes der to typer af apps. Den ene type fungerer som selvstændige websites.
Her kan Google bl.a. byde ind med Google Kalender (til kalenderstyring) og Gmail (til e-mail). Den
anden type er mere at betragte som softwareprogrammer, som du kan downloade ned på din
computer. Du kan f.eks. downloade Google Keep, hvis du mangler en app til at holde styr på noter
og tanker. Brug f.eks. Google Keep, når du får idéer til nye markedsføringskampagner eller idéer til
fremtidige affiliate projekter. Med Google Keep har du altid din personlige notesbog lige ved hånden.
Google har gjort det muligt at synkronisere apps på flere computere, således at du altid har adgang til dine apps, hvad end du arbejder på kontoret eller hjemmefra.
Udvidelser til Google Chrome
Google Chrome Webshop indeholder også et kæmpe stort udvalg af udvidelser til Google Chrome.
Udvidelserne er sat i verden for, at du kan få endnu mere værdi ud af de hjemmesider, som du besøger.
Google Oversæt er en af de udvidelser, der er svære at komme udenom. Med denne udvidelse vil
du nemt kunne oversætte teksten på en given hjemmeside til dansk, hvis du ikke forstår det givne
sprog. Todoist er også en yderst populær udvidelse – med denne udvidelse kan du f.eks. føje
blogindlæg til din læseliste eller markere et eller flere tekstafsnit, som du gerne vil gemme som noter.
Inden for markedsføring er det bl.a. værd at fremhæve følgende udvidelser til Google Chrome:
Ahrefs SEO Toolbar
MozBar
SEOquake
Social Blade
Responsive Viewer
Vær opmærksom på, at nogle udvidelser kun fungerer, hvis du har et betalt medlemskab. Det gælder f.eks. for Ahrefs SEO Toolbar.
Browsertemaer til Google Chrome
Google Chrome Webshop byder som nævnt tidligere også på en masse browsertemaer. Disse browsertemaer kan bruges til at ændre din webbrowsers udseende. Temaet vil komme til udtryk, når du åbner en ny fane, hvor browserens baggrund og ramme vil have fået et nyt motiv. Vær opmærksom på, at disse browsertemaer gemmes på din Google Chrome konto, så du skal logge ind for at se temaet.
Google har et væld af forskellige browsertemaer i forskellige kategorier. Der er både minimalistiske, farverige, bilrelaterede, dyrerelaterede og sportsrelaterede temaer for blot at nævne et par stykker. Der er med al sandsynlighed også et tema, der passer til dit erhverv eller dine interesser.
Sådan handler du i Google Chrome Webshop
Google Chrome Webshop er en meget simpel webshop. Godt nok er udvalget af apps, udvidelser og browsertemaer meget stort, men du vil relativt let kunne finde det, du søger.
Når du kommer ind på forsiden, så kan du vælge mellem forskellige produkttyper (udvidelser, apps og temaer) og kategorier. Du vil også finde en søgefunktion, som du med fordel kan benytte dig af, hvis du leder efter noget konkret. Hvis du er logget ind, så vil du på forsiden blive mødt af nogle personlige anbefalinger.
Hvis du f.eks. arbejder med online markedsføring og ofte interagerer med indhold inden for dette emne, så vil du sandsynligvis blive præsenteret for produkter inden for netop markedsføring. Google plejer at ramme plet med deres anbefalinger.
Helt konkret handler du på følgende måde:
1. Besøg Google Chrome Webshop (https://chrome.google.com/webstore)
2. Find den ønskede app, udvidelse eller browsertema
3. Klik på Føj til Chrome (blå knap i højre hjørne)
4. Klik på Tilføj udvidelsen / app’en / temaet
Mangler du et overblik over dine udvidelser? Så log ind, klik på de tre prikker i hjørnet ved siden af din avatar og klik på Flere værktøjer & Udvidelser.
Så får du det fulde overblik over dine udvidelser, og du vil have mulighed for at slette eller deaktivere en eller flere udvidelser, hvis du ønsker det.
Læs også vores guide til søgemaskineoptimering her.