3 bud på søgeordsværktøjer der erstatter Keyword Planner

Nye værktøjer til søgeordsanalyse

Efter Google har klappet døren i for gratisterne på deres Google Keyword Planner, er det blevet noget sværere at finde ud af, hvilke søgeord der er flest søgninger på. Det har åbnet op for en række nye betalingstjenester, der for de flestes vedkommende tilmed giver mere eksakte besøgstal end Google gjorde.

I gamle dage var det nemt at finde ud af, hvor mange søgninger der var på de enkelte søgeord. Dem fik man helt automatisk, når man gav sig til at undersøge søgeord på Google Keyword Planner. Men i sommer smækkede Google døren i for alle dem, der ikke spenderer en hel del penge på deres Google AdWords-konto. Så frem for mere eksakte tal – der dog ikke var så eksakte endda – kommer Google Keyword Planner nu bare med en indikation af, inden for hvilket interval antallet af søgninger ligger.

Intervallerne er imidlertid så store, at det specielt på små sprogområder som dansk, sjældent kan bruges til noget i praksis. For hvad katten kan man bruge til, at der er mellem 1000 og 9999 søgninger på ”plæneklipper” hver måned, når ”græsslåmaskine” ligger i det samme interval?

Der er brug for nye søgeordsværktøjer

Så fra den ene dag til den anden, lå markedet pludselig åbent for en række helt nye betalingstjenester, der nu kunne tjene penge på at give alverdens content marketing-folk nogle eksakte tal på antallet af søgninger på nettet.

For de færreste content marketing-folk og andre indholdsudviklere er så heldige, at de administrerer en større AdWords-konto, der omsætter for så mange penge, at der er gratis adgang til de mere detaljere antal søgninger på hvert søgeord.

Vi har set på et par af de gamle og nye tjenester, der er dukket op. De mest avancerede giver nogle meget bedre muligheder, mange flere parametre og mere præcise angivelser af antal søgninger end Google gjorde.  Resten giver bare de samme oplysninger, som du kunne hente fra Google, før de ændrede betingelserne for brugen af Keyword Planner.

Keywordtool.io

Keywordtool.io er et gammelkendt værktøj, der finder søgeordsforslag og specielt mange longtail-forslag til det søgeord, du taster ind i deres værktøj. Alt organiseres nydeligt i alfabetisk rækkefølge og du kan nemt lægge interessante søgeord over i udklipsholderen, så du kan hive dem ind i et regneark, når du har været listen igennem.

Allerede for næsten 2 år siden begyndte de at udbyde en betalt tjeneste, der gav antal søgninger på de fundne søgeordstermer. Dengang virkede det lidt som en ekstraomkostning, men ifølge tjenesten skulle de betalende brugere også få dobbelt så mange søgeordsforslag.

Men i dag giver tjenesten meget bedre mening, nu hvor Google Keyword Planner ikke længere giver detaljerede oplysninger om antallet af søgninger. Tjenesten koster fra 68 USD om måneden, hvis du vil have antallet af søgninger med. Vil du have CPC-oplysninger og AdWords-konkurreceindikation med, skal du af med 88 USD i stedet.

Datakvalitet og nøjagtigheden på antalsangivelsen minder meget om den, du fik på Google Keyword Planner før ændringen. Så for omkring 650 kroner om måneden får du adgang til nøjagtig de samme data i samme kvalitet (efter vores vurdering) som du før kunne få på Keyword Planner

Ahrefs Keywords Explorer 2.0

Kendere af tjenesten Ahrefs.com ved, at de er nærmest besat af at skabe deres egen database med så mange oplysninger om hjemmesider, links, trafik og søgninger. Ligesom SEMrush og SearchMetrics har de opbygget deres egen database med alle mulige former for statiske oplysninger om alt, hvad brugerne og hjemmesideejerne foretager sig på nettet. Keyword Explorer 2.0 er det nyeste skud på stammen, og brugere af Ahrefs skal prøve det her. Det er guf!

Betalende kunder hos Ahrefs.com får nu adgang til et nyt, spændende søgeordsværktøj der frem for Googles tilnærmede og afrundede data, giver helt eksakte antal søgninger. Du får også vist eksakte antal søgninger for forskellige variationer af et søgeord, fordi Ahrefs i modsætning til Google, ikke grupperer beslægtede søgeord. Samtidig angiver de også en særlig ”click-metric” for hver søgning, der fortæller noget om, hvor tit folk så rent faktisk klikker på et af søgeresultaterne.

For ved flere og flere søgninger kan brugerne jo faktisk få svaret, uden at bevæge sig væk fra Google. Den slags søgninger er der jo ikke meget ved at ranke på. For selv om du ligger i toppen af søgeresultaterne, får du sjældent nogle klik, når folk allerede kan se svaret på Googles søgeside.

Ahrefs værktøj gør også noget andet, der er rigtig smart. For alle søgeord du undersøger, vises der også en bruttoliste af søgeord, som den side indeholder, der ligger øverst i søgeresultaterne for den pågældende søgning. Det giver dig mulighed for at få vist hvilke evidensord og beslægtede termer, siden anvender. Derved kan du skrive en tekst, der er lige så målrettet mod den pågældende søgeordshensigt, som den side der ligger i toppen af søgeresultaterne. Så er det kun alle de andre parametre, der får den pågældende side til at ranke højest, der adskiller dig fra førstepladsen.

Der er rigtig mange flere fede features og meget værdifulde detaljer i den nye keyword explorer, men jeg vil blot nævne en sidste. Keyword Difficulty – Ahrefs har udviklet et mål for hvor svære søgeord er at ranke på. Det er ikke helt nemt at vurdere hvor svært det er at ranke på et ord. Så hatten af for Ahrefs for at prøve. Deres mål for sværhedsgrad er baseret på en vurdering af linkjuice eller backlinks om man vil. Det er naturligvis ikke hele sandheden, men en vigtig indikator. Der er dog en lille bug eller noget der er ret misvisende, når man bruger den på danske søgeord, så pinger den fuldstændig ud, hvis der er amerikanske eller engelske resultater i top 10 på et givent søgeord, og det er oftest fuldstændig misvisende, og hvor konkurrencen på søgeordet er meget markant lavere.

Du får også vist en indikation af, hvor svært det er at ranke for det pågældende søgeord på det sprogområde, du arbejder i. Ahrefs.com samler oplysninger fra mere end 100 lande, herunder lille Danmark. Så du kan godt bruge tjenesten på dansk også.

Keyword Explorer 2.0 er en del af den fulde Ahrefs.com-pakke, der koster fra 99 USD pr. måned. Udover keywords-funktionen giver tjenesten bl.a. også mulighed for at holde øje med en lang række forskellige parametre for alle dine hjemmesider samt deres nærmeste konkurrenter. Du kan også undersøge, hvad der er kommet af nyt indhold på nettet inden for et bestemt emne, hvor mange der har læst de enkelte artikler, samt hvor meget de enkelte artikler er blevet delt på de forskellige sociale medier etc.

LongtailPro Premium

Bruger du værktøjet LongtailPro som et program installeret på din computer, henter du i praksis bare oplysninger om søgeord og antal søgninger fra Google Keyword Planner. Det er noget møg, for så får du nemlig kun så detaljerede oplysninger om antallet af søgninger, som forbruget på jeres Adwords-konto berettiger til.

Derfor har LoogtailPro-folkene startet en ny onlinetjeneste, der hedder LongtailPro Premium. Her får du adgang til mere detaljerede oplysninger om antal søgninger, samt adgang til en masse andre informationer om de enkelte nøgleord, samt hvem der ranker højst for dem og hvor stærke deres sites er.

Prisen for denne LongtailPro Premium-tjeneste starter ved 25 USD, hvis du betaler for et år ad gangen. Ellers skal du bøde 37 USD om måneden.

Hvad skal du vælge?

LongtailPro Premium er den billigste tjeneste på nettet, hvis du har brug for adgang til et mere eksakt antal søgninger, end Google Keyword Planner giver til folk, der ikke bruger eller kun har en lille omsætning på AdWords.

Vi anbefaler dog klart Ahrefs, der også er den dyreste. Det sker alene af den grund, at denne tjeneste kan voldsomt meget mere end bare at give dig et antal søgninger på de søgeord, du undersøger. Samtidig kan du nemt skabe overblik over, hvordan dit site klarer dig, finde interessante sites at få links fra og mange, mange andre ting, der er helt uundværligt i din søgemaskineoptimering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *