Sådan skaber du risikofri linkbuilding

Sådan skaber du risikofri linkbuilding der gavner dine placeringer i søgeresultaterne

Hen over det seneste halve til hele år er der sket en masse på link-fronten i takt med at Googles algoritmer bliver mere og mere avancerede. Det betyder, at du skal til at være mere påpasselig med, især hvorfor du linker til andre sites, være mere struktureret med din interne linkbuilding og mere kræsen med dine ankertekster.

Som vi alle sammen nok ved, så fungerer Google lidt ligesom skattevæsnet. Så snart de opdager, at nogen har fundet et smuthul i lovgivningen, finder de en måde at lukke hullet på. Derfor skruer Google hele tiden på deres algoritmer og som de gode ”skatteadvokater”, vi som SEO-rådgivere er, bliver vi også nødt til at justere på vores anbefalinger, så vi kan holde vores kunder og læsere på den rigtige side af loven.

Det gælder også intern og ekstern linkbuilding, hvor der er sket en del hen over det sidste halve til hele års tid.

Hensigten med eksterne link bliver vigtigere

Det har længe være kendt, at Google vurderer dine eksterne link på, hvilke sites de linker hen til. Linker du til mere dubiøse sites, trækker det ned, men linker du til velrenommerede websteder, får du et plus i Googles karakterbog.

Hvad der i øjeblikket får mere og mere indflydelse på værdien af det eksterne link, er den hensigt eller bevæggrund, du har haft med at oprette linket – og her skal man passe virkelig meget på. For hvis Google på nogen måde kan få mistanke om, at du har oprettet det pågældende link enten fordi du er blevet betalt under bordet eller på anden måde tjener penge på det, så falder hammeren.

Er der tale om et affiliate link, er det klar snak og nemt nok for Google at regne hensigten ud. For her vil der oftest være diverse tracking koder i linket eller også går det via et affiliate-netværk, så linket ikke peger direkte til den side, du linker til. Det er giver sig selv, at den slags link ikke bidrager med nogen positiv værdi hverken til siden eller sitet, siden ligger på.

Google mistænker hurtigt link for at være kommercielle

Men du kan også risikere, at Google vurderer, at du er blevet betalt på anden måde for at oprette linket. Har du skrevet en meget positiv og rosenrød omtale eller er ankerteksten i linket lidt for kommerciel, kan Google foranlediges til at tro, at du enten har fået penge for linket eller måske har fået et gratis eksemplar af det produkt, du omtaler eller anmelder.

Dine link kan også være placeret for kommercielt på siderne. Det er den slags link du tit ser i aviser eller andre online medier, hvor linket står på en linje for sig selv eller måske ligefrem står i en kasse på siden. Den slags links virker ikke naturlige i flowet på siden, fordi linket på den måde får en unaturlig høj opmærksomhed sammenlignet med, hvis det havde stået naturligt i teksten.

Mest udsat for straf er modeblogs og andre sites om emner, der oftest skaffer indtægter gennem sponsorater eller sponserede produkter. Her udstedte Google for nogle måneder siden nogle retningslinjer, der passer meget godt overens med dem, de skandinaviske ombudsmænd har forfattet. De siger, at du skal mærke sider på dit website med ordet ”Annonce”, hvor du på en eller anden måde er blevet betalt for at skrive om emnet eller produktet.

Sørg for en varieret linkprofil

Her bruger Google dit sites linkprofil til at vurdere, hvor stor chancen er for, at du modtager betaling for de artikler og link, du anvender. Linker du primært til webshops og andre former for kommercielle sites – uden brug af affiliate-links – fra siderne på dit site, er der stor risiko for, at Google anser dine links for betalte.

Derfor skal du være opmærksom på, hvilke typer sites linker du til. Her er det vigtigt, at du har så varieret en linkprofil som mulig, uden overvægt at links til bestemte sites eller bestemte kategorier af sites. Jo mere jævnt fordelt dine links er, jo bedre.

Begynder visse typer sites at få overvægt i din linkprofil, bør du systematisk gå efter at rette op på det i din SEO-indsats og enten skrue ned på links til den pågældende slags sites i en periode eller øge mængden af links til andre former for sites.

Så hold øje med din udgående linkprofil – og for den sags skyld også den indgående, for her er det også vigtigt, at du har så varieret en linkprofil som mulig. Ellers løfter Google hurtigt mere end bare det ene øjenbryn.

Brug altid neutrale ankertekster på eksterne link

Et andet sted du skal være meget opmærksom er på valget af ankertekster. Her har det i mange år været god skik at skrive gode, beskrivende ankertekster, der fortalte folk noget om, hvilken information og hvilket slags site de kom frem til, hvis de klikkede på linket.

Desværre fandt folk hurtigt ud af at stuffe den slags ankertekster med de søgeord, de forsøgte at ranke siden for eller som den side, man linkede til forsøgte at ranke for (og her er vi igen henne ved noget der kan lugte af betalte link).

Så i dag kan de – efter min mening – meget brugervenlige ankertekster faktisk risikere, at give dig en streg i regningen, når Google skal beregne dit sites placering i søgeresultaterne. I stedet skal du sørge for at dine ankertekster er neutrale. Det vil sige at, ankerteksterne f.eks. kan være:

  • Teksten ”klik her” eller bare ”her”.
  • Websitets URL i tekstform.
  • Websites eller firmaets navn.

Hvad der er derudover er af det onde – med mindre du kan finde ud af at skrive beskrivende ankertekster, der ikke indeholder nogle af de søgeord enten dit eller det site du linker til, forsøger at ranke på.

Gode eksterne link giver dig flere gode indgående link

Men faktisk har gode, relevante eksterne link en anden fordel, som de færreste tænker på. Skriver du en god artikel om et givent emne, der linker ud til alle de mest betydende websites inden for et afgrænset emne, kan du faktisk ende med at få mange indgående link til din side, fordi du har samlet en masse information og relevante link om emnet på en enkelt side.

Så gør du dig umage med dit indhold og kun linker til de bedste sites om emnet, kan de udgivende link ende med at give gode indgående link – og det er bestemt ikke at foragte, når Google skal gøre regnskabet op for den enkelte side og hele dit site.

Gode interne link er altid gavnlige for din side og dit site

Når det kommer til interne link, er det utroligt, hvor meget en god og konsekvent intern linkbuilding kan øge placeringerne ikke bare for de enkelte sider men for hele dit website generelt.

Så som udgangspunkt bør du sørge for, at der som minimum er et eller to interne links til alle dine sider på websitet. Det hjælper Google med at finde dine undersider og derved øges det fodaftryk, dit site giver i Googles database over indhold på dit site.

Igen skal du sørge for en varieret intern linkprofil, for jo flere interne links en side får, jo mere vægt får den i Googles algoritmer. Det kan du naturligvis bruge til at få den rigtige side til at ranke for et søgeord, men det kan også have den modsatte effekt, nemlig af uvæsentlige sider kommer til at overstråle de mere vigtige sider på dit website.

Gode interne link leder folk videre

Generelt er de interne links der har den største effekt, dem der naturligt leder folk videre i deres rejse på dit website. De hjælper folk med at finde eller afgrænse det, folk leder efter. Den slags kan Google måle og faktisk synes der at være en vis sammenhæng mellem hvor meget der bliver klikker på et link, og det pågældende links værdi for siden. De link der ikke bliver klikket på, giver ingen værdi til siden eller de sider, de linker til.

Vær ikke bange for mange links, så længe de er naturlige

Det er også en udbredt opfattelse, at der ikke må være for mange links i teksten på en side. Så bliver siden for ”spammy” at se på. Selvfølgelig skal du nok heller ikke klistre siden til med Wikipedia-style links, men generelt er der ingen grund til at være bange for at tilføje endnu et internt link på siden, så længe det er naturligt i sammenhængen og intentionen med at have linket er at lede folk naturligt videre på sitet.

Hvis du kun har et internt link for at ranke, så drop det

Men drop alle former for manipulative links i form af f.eks. et overdrevent antal menuer eller linksamlinger på siden eller gøre alle varemærker eller varegrupper til links, sådan som man så det i en del år midt i 00’erne.

På mange webshops ser vi tit en masse menuer til f.eks. shoppes vigtigste kategorier eller kendteste varemærker, der er placeret både i sidebar’en eller footeren på sitet. Her har vi faktisk set, at shoppen får bedre placeringer i søgeresultaterne, efter vi har fjernet disse unødvendige menuer.

Så den generelle tommelfingerregel for interne links må være, at så længe du linker naturligt for at lede folk videre på dit website, er linket i orden, men sætter du kun et internt link af SEO-mæssige årsager, så drop det – især når det gælder de ekstra menuer og andre linksamlinger, der tit er placeret site-wide i footeren på sitet. Det kommer til at ramme dig og din SEO som en våd ble, når Google beregner din sides og dit sites placeringer i søgeresultaterne.

Hvad med ankertekster på interne link

Indtil videre ser det ikke ud til, at Google lægger særlig meget vægt i hvilken ankertekst, du anvender på dine interne links. Så her kan du stadig slippe afsted med at linke på søgeordet alene eller skrive søgeords-tunge ankertekster.

Det giver på sin vis god mening, for ved at linke med søgeordet som ankertekst, overgiver du jo værdien af det søgeord fra den side, ankerteksten står på, til den side ankerteksten linker til. Det fortæller Google noget om, hvad den side du linker til, forsøger at ranke på.

Men alligevel råder vi dig til at være forsigtig og sørge for at anvende så varierede ankertekster som muligt. For generelt ser Google mere på helhedsindtrykket af dit site end de enkelte sider.

Så sørg for at bruge et varieret miks af ankertekster der indeholder søgeord, naturlige ankertekster der fortæller noget om, hvad brugeren kommer hen til, når de klikker på linket og så de neutrale linktyper, vi tidligere har omtalt til eksterne links. Så er du på den helt sikre side – for man ved aldrig, hvornår Google ændrer deres algoritmer.

Skal vi hjælpe med din linkbuilding

Som sagt har vi set mange eksempler, hvor især en bedre og mere konsekvent intern linkbuilding har øget et websteds placering i søgeresultaterne. Vi har også set sites, der har fået både flere gode eksterne kvalitetslinks og bedre placeringer i søgeresultaterne, fordi vi har øget antallet og kvaliteten af de eksterne links på sitets sider.

Så døjer du med dårlige placeringer i søgeresultaterne, er linkbuildingen et af de steder, der for alvor kan hjælpe dig opad i søgeresultaterne.

Vil du have hjælp til din interne og eksterne linkbuilding, så kontakt os via formularen her på siden, send os en mail eller giv os et ring. Kontaktoplysninger står andetsteds her på siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *