Vi har kigget i krystalkuglen og ser nærmere på nogle af de tendenser, vi tror vil være markante inden for SEO og digital markedsføring i 2016.
Det er altid svært at spå – især om fremtiden. Men på baggrund af vores egne erfaringer og et par hurtige Google-søgninger og besøg på de store udenlandske websites om SEO og Content Marketing, tør vi godt komme med et par gode bud på, hvad der for alvor vil få båden til at gynge i 2016.
SEO-regel nummer 1: Det er mennesker, der klikker på søgeresultaterne! Giver du dem en dårlig oplevelse med dit indhold, så kan en høj placering i søgeresultaterne være en større katastrofe end en gevinst – for så er der mange flere, der opdager, hvor dårligt dit indhold er!
Mobilen ER den vigtigste platform
2015 var året, hvor antallet af mobilsøgninger først tangerede og siden overhalede antallet af søgninger foretaget fra en computer. Den tendens vil stige yderligere i 2016 og med mobile søgninger stiger behovet for mobilvenlig websider.
Det havde vi allerede fokus på i starten af 2015 i forbindelse med Googles Mobilegeddon, hvor mobilvenlige sider fik fortrinsret i de mobile søgninger og tilmed fik tilføjet et ”Mobilvenlig” tag i søgeresultaterne, hvis siden havde et mobilvenligt, responsivt design og hurtige svartider, når telefonen udelukkende kørte på mobilforbindelsen.
Det betød også, at hvor det før var computerskærmen, der var udgangspunktet for design af nye hjemmesider, så blev det mobilen, der var det naturlige udgangspunkt. Den tendens vil fortsætte og bliver endnu vigtigere i 2016. Faktisk behøver du ikke have et specifikt desktop-optimeret website længere. Kan det ses perfekt på mobilen, ser det også ganske udmærket ud på både tablet og computer.
Samtidig vil vi opleve en øget integration med de funktioner, der findes på vore dage mobiltelefoner. Mange af dem kommer automatisk ud fra den indbyggede logik i telefonens webbrowser, som f.eks. at du kan klikke på firmaadressen og så få kørselsanvisninger frem i mobilens GPS eller ringe op direkte til firmaets telefonnummer. Men andre vil kræve særlig programmering og f.eks. øget brug af rich snippets, som vi kommer tilbage til lidt senere i artiklen.
Søgninger i talesprog
Et andet område som den øgede brug af mobilen som søgeværktøj har indflydelse på, er den måde vi søger på. Vore dages mobiler er udstyret med diverse digitale assistenter som f.eks. iPhone’s Siri. I stedet for at rode med de små taster på skærmen, kan du indtale dine søgninger og det gør noget ved de ord, vi bruger til at søge med.
Der bliver længere og længere mellem enkelt ord og stakatosætninger som ”Pizza Køge”. I stedet søger vi mere mundret ved at bruge de almindelige ord fra sproget, som ”hvem”, ”hvad”, ”hvorfor”, ”hvordan”, ”hvornår” og så videre – f.eks. ”hvor finder jeg det nærmeste pizzaria” og så afgør telefonens lokalitet, hvor i verden søgeresultaterne peger hen.
Det betyder, at vi skal til at ranke på den slags søgninger. Lad os tage et meget simpelt eksempel. Sidder jeg derhjemme og har brug for en klipning, kunne jeg f.eks. finde på at sige til min telefon ”Find billigste frisør i Karise” – og så ærgrer mig over, at jeg bliver præsenteret for en masse søgeresultater fra frisører, der ranker for ”billig frisør københavn”. Havde bare en af byens hårskærere været så snedigt, at ranke på ”billig frisør karise”, så var de poppet op. Men det siger måske egentlig mere om de lokale firmaers opmærksomhed på betydningen af at blive fundet på nettet.
Pointen er, at vi skal blive endnu bedre til at ranke vores sider på de long-tails, hvor der indgår ord som ”hvem”, ”hvad”, ”hvorfor”, ”hvordan”, ”hvornår” eller andre spørgende vendinger. Eventuelt skal de så mikses med de lokaliteter, vi bor i nærheden af, hvis vi har en fysisk butik, vi vil have folk hen til. Brugen af talesprogssøgninger har nemlig fået værdien af at ranke på long-tails søgeresultater til at blive større end nogensinde før.
Så hold op med at fokusere på enkeltord og typiske søgeordstermer og kast dig mere over long-tails, spørgsmål og lokale søgninger. De kan også bruges til at fastholde folk på siden, hvis du bruger links til dine long-tails søgninger strategisk i f.eks. dine kategoritekster i din webshop – men det er vist emnet for en anden spændende artikel, du må have til gode til vi kommer ind i 2016.
Lokale søgninger bliver mere målrettede
Det passer meget godt sammen med den næste store tendens, vi vil se vokse i 2016. Lokale søgninger! I 2015 skar Google nemlig antallet af visninger af lokale firmaer i søgeresultaterne ned fra 7 til bare 3. Det har betydet, at konkurrencen for lokale søgninger er øget. For alle vil jo gerne ligge som en af de øverste inden for deres fagområde, så de bliver vist i de lokale søgninger. Selv om der vises op til 20 søgeresultater, når du klikker på Flere steder-linket nederst i boksen med lokale søgeresultater, ved vi jo godt, at det er de færreste, der klikker der – med mindre de ikke kan finde det firma, de allerede ved, ligger i området.
Så har du en eller flere lokale afdelinger liggende rundt om i landet, er det vigtigt, at du får produceret unikt og godt indhold for de pågældende lokaliteter. Her er talesprogssøgninger igen en af de steder, du bør satse på. For som vi allerede har været inde på, bruger flere og flere Siri eller en anden digital assistent, når de søger og især når de søger efter den nærmeste butik eller det nærmeste firma.
For ikke nok med, at de får et praktisk overblik over udbuddet i området. Med et enkelt klik kan de også få vist vej hen til den butik eller det firma, de vælger. Så aldrig har det været vigtigere end nu, at være stærkt placeret i de lokale søgninger. Så se at komme i gang!
Metadata får større vigtighed
Rigtig markup med ”rich snippets” eller ”structured data” bliver vigtigere end nogensinde før for alt dit indhold. Det gælder selvfølgelig først og fremmest dine varer i din webshop, men også vigtige pointer i artikler, information om åbningstider, næringsværdier og ingredienser i opskrifter eller hvilke materialer, du skal bruge til en byggevejledning eller guide, kan du med fordel tilføje som strukturerede data.
Det betyder, at Google får flere informationer om dit indhold og dine produkter – og det viser de gerne i søgeresultaterne. Resultatet er, at dit søgeresultat træder tydeligere frem, også selv om det ikke står øverst i listen. For med alle de metadata der fremgår af dit søgeresultat, stikker det ud fra mængden og tiltrækker sig derved større opmærksomhed.
Derved øges sandsynligheden for, at folk vælger dit søgeresultat frem for konkurrenterne. Faktisk kan du ifølge Google selv øge trafikken (CTR) med helt op til 50 % på nogle af de mest populære søgetermer på nettet. Så det er bare med at komme i gang.
En lille vigtig detalje er, at Meta description faktisk ikke længere er direkte vigtig i forhold til rangeringer på Google, men lad dig ikke snyde – Meta description har en indirekte indflydelse på dine resultater, da den i høj grad kan virke enten tillokkende eller afskrækkende, når besøgende støder på dit resultat på Google. Dvs. den har stor indflydelse på Click-Through-Rate.
Gå efter at levere det direkte svar
God markup af vigtige informationer øger også chancerne for, at det er indholdet fra dit site, der bliver brugt i de ”direct answer” visninger, Google oftere og oftere tilbyder som svar på dine søgninger. Det er en boks, der på computeren er placeret øverst til højre for søgeresultaterne og som er placeret FØR alle søgeresultaterne på mobilen.
Prøv f.eks. at søge på ”Gunnar Nu død”, så dukker den op – i øvrigt sammen med en infoboks om ham, der er et digest af nettets mange metadata om Gunnar Nu Hansen. Klikker du på et af linkene i boksen, kommer du enten direkte hen til en side med mere information – og den placering kan du så gå efter at få. Eller også åbnes en ny søgning, som du kan gå efter at ligge i toppen af.
Det betyder, at det oftest er det eneste søgeresultat, der vises på mobilskærmen, uden at brugeren behøver at begynde at scrolle. Altså en oplagt kandidat som første valg i søgeresultaterne eller vore dages ”I fell lucky”-valg. Det er da værd at gå efter!
En topplacering i søgeresultaterne er ingen garanti for en masse trafik
Den øgede brug af ”direct answer” og diverse andre visninger af indhold direkte i Googles søgeresultater har dog en bagside. Det betyder nemlig, at en placering i top 3 i søgeresultaterne ikke længere er garanti for en masse trafik til din side. Der er simpelthen for meget, der forsøger at stjæle opmærksomheden fra listen med søgeresultater.
Så du skal ikke længere bare vælge hvilke søgeord, du vil ranke dit site for ud fra antallet af organiske søgninger i Google Keyword Planner. Du er også nødt til at tage højde for, hvad der rent faktisk vises på siden med søgeresultater, når du søger på det pågældende ord. Er der en ”direct answer” boks, skal du måske hellere gå efter at levere indhold til den og få link til din side fra den og bliver der fremhævet lokale søgeresultater, er det her, du skal lægge indsatsen.
Jo hurtigere svartider, jo bedre søgeresultater
Vi har allerede været forbi det med hastigheden på dit websted i forbindelse med mobile søgninger. Men vi nævner det lige igen. Dominansen af mobile søgninger har fået både vigtigheden, betydningen og udbyttet af hastighedsoptimering af dit websted til at eksplodere.
Jo hurtigere sitet svarer, jo bedre søgeresultater får du – og er dit websted først toptunet til visning på mobilen, bliver det endnu hurtigere, når søgningen foregår fra en gammeldags computer. Så hastighedsoptimering er en ren win-win situation. Så det er bare med at komme ud over jordvejen med hastighedsoptimering af dit webtsted.
Skal vi hjælpe dig med SEO, Content Marketing og indholdsstrategi i det nye år?
Så som altid er der nok at kaste dig over, hvis du skal sikre dig de bedste og mest opmærksomhedsgivende placeringer i søgeresultaterne. Samtidig kan vi se frem til løbende Panda-opdateringer og øget opmærksomhed på kvaliteten af det indhold, vi lægger på nettet.
Selvfølgelig kan du argumentere med, at Google stadig ikke er nær så god til at forstå dansk, som de er til at forstå engelsk og de andre store hovedsprog. Men husk på at det er mennesker, der klikker på søgeresultaterne og giver du dem en dårlig oplevelse med dit indhold, så kan en høj placering i søgeresultaterne være en større katastrofe end en gevinst – for så er der mange flere, der opdager, hvor dårligt dit indhold er!
Så som altid er der alt mulig god grund til at tage sig bedst ud for Google. Vil du gøre en ekstra indsats for dine placeringer i søgeresultaterne i 2016 eller skal du have udviklet en effektiv indholdsstrategi og godt Content Marketing indhold, der ikke bare gør Google, men også dine besøgende glade, står vi naturligvis klar med vores ekspertteam.
Godt nytår!
3 reaktioner
Spændende spådomme, det ser ud som om der er noget at arbejde med så 🙂
Hej KH
Jeg er lige som jer begyndt at se flere og flere søgninger på “hvad” og “hvordan” XXX… Dog har jeg også opdaget, at Google gerne ranker longtail på samme måde som direkte på ordet.
Ex. “Hvor er bedste pizza i køge?” og “pizza køge” har samme resultater.
Har I testet dette?
Kristoffer
Hej Kristoffer
Det er helt rigtig der er ved at ske nogle ret fede udviklinger i forhold til spørgsmål på Google. Ofte hiver Google et svar op over de normale søgeresultat, som den ofte trækker fra sider som Google mener svarer på spørgsmålet. Sidstnævnte er ikke noget jeg har testet så meget i, og jeg tror måske det mere er et tilfælde. Hos mig giver det to meget forskellige resultater.
/Laust