ABC guide: Mere trafik til din hjemmeside

Har du en hjemmeside, der ikke får nok besøgende? 

Så læs  videre og bliv guidet igennem junglen af muligheder for at blive mere synlig.

Er der en ting du kan være helt sikker på, så er det, at der er rigtig mange sælgere derude, som vil sælge dig noget, du ikke har brug for eller som ikke er den optimale løsning for dig! Så bliv klædt (lidt) bedre på, inden du sidder fast i en lang kontrakt, som koster for meget og giver for lidt.

  • Har du en webside med godt indhold, men mangler besøgende?
  • Har du en begivenhed eller et sted du vil gøre reklame for online, men ved ikke hvordan?
  • Har du en webshop, men mangler besøgende?
  • Har du besøgende, men få eller ingen konverteringer?

Kender din målgruppe dig lige så godt som du kender dem?

Og det er det vigtigste spørgsmål – Kender du din målgruppe? Og kender din målgruppe dig?

Målgruppe: Dit valg af afsætningskanal(er) er meget afhængigt af dit budskab og den målgruppe budskabet skal nå. 

Du kan nemt løbe ind i en Adwords-, SEO- eller facebook-ekspert som mener at lige netop deres ekspertise er svaret på alt. 

Det er det ikke! 

Det følgende er en hjælp til at tilvælge og fravælge salgskanaler. Du får en oversigt over forskellige kanaler, og i hvilke situationer de er mere eller mindre brugbare. 

Målgruppen for denne artikel: Dig der har styr på din hjemmesides eller webshops koncept, men som vil til at vækste trafik og i gang med marketing.

 

"Når man kun har en hammer, så begynder alt at ligne et søm"

Kanaler:

Der er mange måder at forsøge at tiltrække trafik. I den her oversigt vil følgende kort blive gennemgået.

SEO, Adwords, Sociale medier, Retargeting, Reklamer, Googleshopping, Pricerunner, Youtube, Email-marketing, contentmarketing, Affiliate-marketing, PR og personal branding, Salesfunnels og samspil med off-line medier.

Det er kun en oversigt over hvad de kan, og hvem der skal bruge dem. Det er altså ikke om, hvordan man bruger dem (så ville det her blive til en bog!). Men der sniger sig nok lidt tips ind undervejs alligevel. 

Search engine optimization (SEO)

Tre elementer

  • Teknisk optimering af siden = sørge for at det er den ’make-up’ Google foretrækker lige nu som er lagt. Typisk skal du tænke på brugeroplevelsen! Du skal undgå tekstmure og sørge for Google hurtigt kan se, hvad det handler om. Det bliver hurtigt meget teknisk (SEO-folk er gode til at tale sort). Hvis du for eksempel har en wordpress side, så kommer du langt med pluginet Yoast SEO. De fleste kan dog med god fordel få en seo-kyndig til at lave en gennemgang og rette de værste fejl (for eksempel duplicate content)
  • Link-building. Udover brugervenlighed er googles algoritme® bygget på ’popularitet’, hvilket kan gælde sociale medier mm. Men primært handler om links. Jo, flere relevante sider som linker til ens side jo vigtigere synes Google den er (og jo højere kommer den i søgeresultaterne). I dag ved (næsten) alle, at links er noget værd. Hvor dyrt det er afhænger af konkurrencen på de søgeord, du gerne vil ranke på. At skaffe links kan foregå på mange måder, (se i bloggen).
  • Content. Du skal levere godt og relevant indhold for dine brugere såvel som til Google. Det er en stor ranking faktor i dag.

SEO

Search engine optimization eller på dansk søgemaskineoptimering

Kort forklaret:  Når folk søger på internettet (det er primært med søgemaskinen Google) får de nogle listede resultater. Folk vælger så udfra dem, og typisk er den, der ligger nummer et, den der får mest trafik. SEO forsøger at påvirke resultaterne af søgningen. Trafik via SEO kaldes: Organisk trafik.

Hvem er det for? Principielt alle som har noget folk søger på – og for mange vil det være den bedste og billigste trafikkanal. Men det er ikke sikkert, det er den bedste løsning for lige netop dig! Hvis du har et område med lav konkurrence (det kan man se i programmer som Searchmetrics og Ahrefs) er det dog nærmest en nobrainer. Men konkurrencen er hård på mange områder, og derfor skal man nøje overveje om der er noget med bedre ROI, før du begynder at sprøjte penge efter dyre links.

Hvem er det ikke for? Hvis dit produkt eller budskab er nyt eller kræver ’opvarmning’, så vil folk ikke taste noget ind i googles søgefelt, som leder til dig – her er der andre kanaler som fungerer bedre. Så dig – med det ukendte produkt – hold dig væk fra SEO! 

Fordele: Hvis du ligger højt på google, svarer det til at have en butik på den bedste placering i hver en by i hele landet. Samtidig er den generede trafik meget relevant og konverterer typisk godt (husk gode titletags og metadescriptions!).

Ulemper: Googles smag kan ændre sig fra den ene dag til den anden! Man har på en måde bygget ens kanal på en andens jord (ikke så slemt som med sociale medier, men alligevel nok til at man kan brænde sig). Hvis folk ikke søger på det du har, så er SEO helt virkningsløs.      

(Du kan se mere om KH-Onlines arbejde med SEO her.)

Tre af de vigtigste fordele ved resultaterne af SEO er: 1) Du betaler ikke pr klik! (godt for skalering)
2) Organiske placeringer er mere robuste trafikkilder end de fleste andre af internettets muligheder 3) Med SEO bygger du et værdifuldt online aktiv.
Seonørden
Laust
SEO-ekspert

Google Ads (Adwords)

Adwords

Er på mange måder et ’numbers game’. Hvis din adwords mand ikke snakker om ROI, ROAS, KPI og stats i Google analytics så er det faktisk lidt et advarselstegn. Hvis du selv laver adwords og ikke aner, hvad de termer er, så… STOP!

De resultater som kommer før den organiske trafik og er markeret med [Annonce] før teksten er adwordsresultater – eller Google Ads som det er blevet omdøbt til. Grundlæggende har udbyderen af produktet betalt for at ligge forrest via et avanceret auktionssystem.  

Det gøres via Googles ads system og kræver flere ting: Godt styr på Google Ads dashboard (der skal måles og vejes hele tiden), godt styr på at håndtere det bagvedliggende auktionssystem og at du forstår hva.

Hvem er det for? Alle der profitabelt kan sælge deres produkter den her vej! Det regnes af mange for ’red ocean’, og man skal være meget skrap, for at det bliver til en rigtig god forretning (‘vinderen’ af auktionen er den, der vil betale mest). 

Hvem er det ikke for? Alle andre! Der er nærmest nul branding (måske marginalt top of mind) så det SKAL løbe rundt i sig selv. 

Fordele: Hvis ROI og ROAS er tilfredsstillende, så er det en fremragende afsætningskanal. Du kan relativt nemt skrue op og ned for indsatsen og investeringen. Risikoen er meget lille, idet man kan slukke for omkostningerne ’når som helst’.

Ulemper: Hård konkurrence. Mistro til annonceret indhold. Kan føre til priskonkurrence. ’One shot deal’ (i modsætning til SEO betaler man for alle klik). Kræver gode tekniske evner. Auktionssystemer er indbyggede prisspiraler.  

En Google Adsmand/kvinde vil typisk også stå for at optimere ’remarketing’ via Google Display Netværk. Det består i, at annoncer følger efter folk alle mulige steder. Du kender det temmelig sikkert fra hotels.com eller Zalando der (måske) går lidt overbord her. Mere om det under ’display’. Det er ret effektivt og kan udføres på alle mulige måder.

Hvem vil du gerne sælge til?
Vi springer mellemregningerne over og hopper til svaret: Kunder som har købt flere gange for nylig! Det er (medmindre du sælger rene FMCG) den bedste målgruppe du kan finde – og den bør alle bruge, når de leder efter trafik. Det er også forklaringen på, hvorfor retargeting og lignende fungerer så godt. Sagt på en anden måde, så er det 80-20 princippet for fuld udblæsning (80% af din omsætning kommer fra 20% af dine kunder)
Sune siger
Sune
Marketng
Bilsælger

Sociale medier

Så bliver det svært! Der er mange at vælge i mellem, og de har alle deres karakteristika som hele tiden skifter. Man skal altså være med på beatet her, hvis man virkelig vil have fuldt udbytte. I bund og grund har man dog ikke andet at tabe end tid. Et fuldt udbytte kræver ofte mere arbejde, end man måske tror. Og et fuldt udbytte kræver også (i dagens marked) annoncekroner.

De mest brugte er: Facebook (klart størst i Danmark), Instagram, Snapchat, Pinterest, Twitter, YouTube og Linkedin

Sociale medier er især gode til:

Ukendte produkter – de bliver bare ikke fundet på Google, vel? Så hvis du har opfundet en revolutionerende robotskosnører, er det social media du skal til.

Story telling – Du har alle virkemidler, og folk er på medierne for at lytte, se og kommunikere.  

’Branding’ – SO ME kalder man det, og du kan tage selvfilmingen til nye højder her. Men dog værd at huske på, at det er noget nemmere at være hjælpsom i din kommunikation end awesome.

Kommunikation – du kan kommunikere direkte med målgruppen, og hvis det går rigtig godt (kaldes viral) så kan dine følgere hælpe til at skaffe nye følgere og salg.

Etc. Der er mange måder sociale medier kan bruges på og der bliver hele tiden fundet på nye… (så følg lige lidt med, ik?)

Fordele: Instant adgang til målgruppe (betalt eller ej).Du vælger selv form og indhold, målgruppen er klar til at lytte til noget/se på noget, hvis det er interessant nok

Ulemper: Konkurrencen stiger hele tiden. De sociale mediers algoritmer skifter også hele tiden – for eksempel har alle medier fået ’megatæsk’ på facebook siden september 2017

Hvis du køber eksterne ressourcer er det et advarselssignal, hvis de ikke snakker om ting som KPI, konkurrentanalyse, opslagskatalog mm. De må også meget gerne snakke om hvordan SOME kan støtte op om andre kanaler – cross-selling mm.

Annoncering på sociale medier

På grund af den store udbredelse sociale medier har og den store viden om deres brugere, som de også har er det en fantastisk reklameplatform. Du kan skræddersy dit budskab til en målgruppe på en helt anden måde end tidligere set. Det er relativt nemt at lave reklamer på eksempelvis Facebook, og det er noget de fleste kan gøre. På et medie som Facebook ændrer de hele tiden på mulighederne og formaterne. At annoncere på Facebook var relativt nemt for 2-3 år siden, men barren hæves hele tiden, og det er nærmest et fuldtidsjob at følge med nu. Halfdan Timm har skrevet en fremragende bog om Facebook annoncering, men grundlæggende er der kun en vej frem: Prøve sig frem!

Hvem er det for? Næsten alle. Det er lige fra megabrands til små webshops – alle kan være med. Det er dog vigtigt du kan identificere en ret snæver målgruppe.  

Hvem er det ikke for? Dem der ikke kan få det til at løbe rundt! ROI skal være positiv.

Fordele: Fantastisk segmentering, god kontrol over omkostninger, hurtig implementering og meget målbart.

Ulemper:  Kan være alt for dyrt, barren er hævet markant på reklamernes kvalitet (dvs. det er ikke sikkert du selv kan lave noget der virker – og måske skal det være en video i stedet…), Hvis du mener ’alle’ er dine kunder så får du et problem med performance, stigende professionalisering og krav til tekniske evner.

Annoncering på sociale medier er et meget stort emne og det sprøjter ud med artikler om det hver dag. Det kan derfor være meget svært at skelne skidt fra kanel. For de fleste er der kun en vej: Kast dig ud i det og se hvad der virker (sluk pronto for alt der ikke giver overskud).

Retargeting - remarketing - Cookies og pixel

Selvom man er paranoid kan der jo godt være nogen som følger efter én! Og det er der i den grad på nettet. Der kan være god ide i at følge efter de folk, der har vist interesse for dit produkt eller service ved at besøge din hjemmeside. Og det kan du også gøre, så snart du har en trackingcode – går under navne som cookies eller facebook pixel.

Hvem er det for? Næsten alle – det er billig markedsføring mod folk som HAR vist interesse. 

Fordele: De billigste og bedst konverterende reklamer, der er særligt på Facebook!

Ulemper: 1) Prisen kan være for høj 2) folk kan blive irriterede

 

Google shopping

Google Shopping er en søge- og sammenligningstjeneste som Google præsenterer direkte på Google søgeresultater. Hvis du søger på eksempelvis “Weber kuglegrill”, så vil der typisk blive vist produkter fra en række forskellige forhandlere i toppen af Google. 

For at du som webshop benytter Google Shopping kræver det et produktfeed, som du uploader til Google (kræver EAN-numre)

Modellen er CPC dvs. cost per click – ligesom ved Google Ads (og facebook) er der en auktion bagved. Hvis du har markedets bedste/billligste produkt, og folk kan se det – ja så er det her bare ren Bonanza.

Hvem er det for? Webshops med store varelagre, konkurrencedygtige priser samt god konvertering på trafik.

Fordele: Du får maksimal synlighed, og du er i kyndige hænder hos Google.

Ulemper: Det er et ’one shot deal’, og du har ingen rettigheder over salgskanalen. Det er cpc dvs. hvis folk klikker, men lader være med at købe, så taber du penge.  

Amazon-shopping

Simpelt nok: Du kan lade Amazon stå for at sælge (og markedsføre!) dine produkter. Vær opmærksom på, at du kommer i lommen på dem på mange måder. Men du skal ikke gøre andet end at have produkter som profitabelt kan sælges hos altædende Amazon.

Fordele: Synlighed og bekvemmelighed. Du sender bare dine produkter til Amazon og så skaffer de trafik og står for alt det praktiske – easy peacy. Amazon har flere produktsøgninger end Google i f.eks. USA, så stærkere salgskanal findes simpelthen ikke

Ulemper: Amazon er ikke din ven – maksimalt en midlertidig allieret – og hvis de profitabelt kan føre dine produkter selv, så ryger du ud i kulden! Du ejer ikke salgskanalen og kan ikke være sikker på den virker om en uge… Nå ja og så er den danske version af Amazon i skrivende stund ikke lanceret endnu!

Hvem er det for: Meget dygtige indkøbere med gode priser eller hvis du har unika varer.

Lige en note om priskonkurrence. De fleste tror, at kapitalisme handler om at konkurrere… men det er forkert: Det handler om at undgå at konkurrere, for så snart konkurrencen er for høj (det økonomerne kalder fuldkommen konkurrence) forsvinder indtjeningen. I lav marginområder er der ingen, som tjener penge. Groft sagt skal overskudsgraden fra indkøb til salg være mindst 40%, for at det overhovedet giver mening. Med andre ord: Hvis dit indkøb er 100 kroner, og du kan sælge varen for 130, skal du som tommelfingerregel holde dig (langt) væk.
Sune siger
Sune
Økonomiansvarlig

Pricerunner

En prissammenligningsportal. I bund og grund et affiliate site med en søgefunktion. Du kan tilmelde dine produkter til pricerunner – som en del bruger til deres produktsøgninger. Det er en kanal, som er presset af Google Shopping,

Fordele: God afsætningskanal og meget synlighed. Hvis du har de billigste produkter eller er villig til at betale for at være den mest populære (Ahem) så kan Pricerunner hjælpe dig. Især godt for store spillere og dygtige indkøbere.

Ulemper: Du ryger direkte i priskonkurrence, og dine kunder er af den værste slags (dem der mest går op i pris). Man ejer ikke selv kanalen, og brandingværdien er til at overse.

Reklamer (display)

Eksempel på Googles display netværk - det velkendte ikon er overalt på nettet

Prisordborg

  • CPM – Cost per mil – Det vil sige, at du betaler per tusind visninger.
  • CPC – Cost per click – Her betaler du en pris, hver gang en besøgende klikker sig videre til din side.
  • CPA – Cost per action – i dag anvendes det som oftest synonymt med PPA – Pay per acquisition dvs per erhvervelse af lead eller salg

Display reklamer er de bannere du ser, når du surfer rundt på alle mulige hjemmesider.  Reklamer er ofte kombinationer af CPM (1000 visninger) og CPC (cost per click) – og nogle gange (CPA). Du kan nemt bruge kassen på reklamer uden at få ret meget ud af det (det omvendte gælder også). Hvis du har gjort et godt forarbejde (målgruppe, budskab osv.) og er alert (sluk for alt der ikke virker pronto), så er det effektivt.

Den største udbyder af display reklamer er Google, og her kan du nemt komme igang med at teste via Google Ads platform. Den kan du finde her.

Hvis du har en helt afgrænset målgruppe, som du vil nå på nogle enkelte bestemte hjemmesider, så kan du eventuelt kontakte dem direkte.

Hvem er det for: Simple budskaber. Brands og  begivenheder kan få glæde af det. Grundlæggende  skalerbare produkter.

Hvem er det ikke for: Små spillere! Det er heller ikke en god kanal for komplicerede produkter.  

Fordele: Nå mange med spredehagl. Ingen kan rigtig gemme sig, så du får dit budskab ud! 

Ulemper: Det er svagt segmenteret, og det kræver relativt store budgetter.    

Email-marketing

Kort forklaret:

Du sender et nyhedsbrev ud med dit budskab/produkt(er) og folk læser, klikker eller køber. I gamle dage flød din mailbox over med spam, men i dag sørger diverse filtre og lovgivning for, at der (næsten) kun kommer velkomne mails igennem.

Hvem er det for? Alle! De fleste burde gøre meget mere ud af den her del.

Fordele:

1) Du ejer selv kanalen 100% og hverken Facebook, Google eller Amazon eller andre kan komme imellem dig og kunden!

2) Det konverterer virkelig godt

3) Du kan skrue op for indsatsen (f.eks. ved at sende flere mails eller gensende mails til dem, der ikke åbnede)

4) Du kontrollerer indhold/budskab/oplevelse 100%

Ulemper:

1) Du skal have samlet emails ind, så du har nogen at sende til. Det kan både være dyrt og besværligt, og der er stor forskel på hvor gode emails er… (hvis du sender til folk, som ikke bliver glade for din hilsen, kaldes det spam)

2) Du skal lave et nyhedsbrev som faktisk kan det du vil have det til. Det kan både kræve dygtig copywriting og grafiske evner 3) Optimalt set vil du gerne have lavet en automation funnel mm. (det er avanceret). Det kræver både tid og tekniske kompetencer i email-marketingprogrammer.

HINT: Hvis du er ny i email marketing, så anbefaler vi du benytter MailChimp. De er de største på markedet, det er relativt nemt og intuitivt system og så er der en gratis version op til 2.000 subscribers. Der er nogle forskellige udbydere, der kan mere avancerede ting, men Mailchimp er et rigtig godt sted at starte, og det lever op til langt de flestes behov.

Forudsigelse: I fremtiden bliver der meget mere fokus på at kreere virkelig gode emails. Emails vil blive lige som månedsmagasiner, og folk vil glæde sig til at få dem.
Sune siger
Sune
Spåmand

Youtube markedsføring

Lav videoer og smid dem på Youtube – der er flere måder du kan tjene penge. Du kan have budskaber/affiliate-salg (se nedenfor) eller du kan være så cool at youtube (Google) begynder at dele reklameindtægterne med dig!

Fordele: Vilde skaleringsmuligheder (marginal cost = 0!), hele verden som afsætningskanal, videoer virker godt. Meget stærk kanal til at få budskaber ud og lave branding.  

Ulemper: Kræver du kan lave videoer folk gider at se (og der er mange om buddet), videoer kan være dyrt og er temmelig tidskrævende, du ejer ikke din afsætningskanal og er i lommen på Youtube.

Hvem er det for? Dem med tiden og de tekniske kompetencer. Samtidig vil det være en fordel, hvis dit produkt har ‘sexappeal’ eller kræver forklaringer, som gør sig godt på video.

Hvem er det ikke for? Der hvor det ikke virker… Youtube er stadig en ung afsætningskanal (blueocean), og det er ikke helt klart endnu hvad ’best practice’ er..

Note: YouTube som annonce kanal

En anden mulighed er at benytte YouTube som afsætningskanal for reklamer. Her kan du komme med videoer, som du vil have brugeren kan se, men du kan også have simple display annoncer, som folk ser, når de ser bestemte videoer.

Affiliate-marketing

Kort forklaret:
Du betaler andre for at skaffe trafik til din hjemmeside/shop. Det sker typisk ved en såkaldt CPA-aftale, hvor der er sat tracking op og folk med sider med mange trafik reklamerer, for dit produkt og sender trafik videre. Når de folk, du får herfra, køber noget betaler du provision til affiliaten. Nettet vrimler med diverse affiliate ting… en af de største affiliates i Danmark er Pricerunner, som er omtalt ovenfor.  Hvis du har en side med meget trafik, så overvej at smide nogle (relevante) affiliate links på – det kan være easy-money.

Fordele: Hyp alle mine heste! Med affiliates får du andre side til at hjælpe med at drive trafik til dit site. Det er eksperter i internetdistribution som du får til at arbejde for dig og kun betale for resultatet (til en pris du sætter – men de skal selvfølgelig synes din pris er attraktiv!

Ulemper: Lidt speciel branche som du lige skal lære at finde rundt i. Tracking kan give problemer. Kan være svært at tiltrække de gode affiliates medmindre du betaler en høj pris. Du kan miste lidt af kontrollen. Kræver din tracking virker.

Hvem er det for? Især webshops med produkter med høje marginer. Næsten alle større webshops bruger affiliates. Generelt er det billigere end din egen markedsføring og næsten altid et forsøg værd!

Hvem er det ikke for? Nogle brancher har ikke tradition for affiliates, og derfor kan det være umuligt.

Affiliate-marketing er noget af det tætteste du kommer på 'gratis penge' online. Publishers kan monetize deres trafik, og annoncører får virkelig billig og målrettet distribution - winwin.
Seonørden
Laust
Affiliateveteran

Content-marketing (blogging)

Content Marketing går ud på at skabe og formidle indhold, der er relevant for en relevant målgruppe for dig. 

Blogs kan være en meget stærk kanal og i det hele taget er godt indhold (content) helt sikkert fremtiden.  

Fordele: Kan være særdeles effektivt og skabe både trafik til din side og autoritet omkring din hjemmeside, virksomhed og ydelser og service.

Ulemper: Kræver at man enten 1) skriver godt/underholdende/ eller til stor hjælp eller 2) Er interessant (kendt)

Hvem er det for? Du skal have noget på hjerte eller være hjælpsom og helst også have god tid og være vedholdende.

Hvem er det ikke for: De utålmodige og ‘kedelige’ – det er svært og barren er blevet høj.

Note: Content Marketing en del af noget andet

Content Marketing bruges ofte som en central del af særlig SEO og Social Medie strategier, hvor man søger at skabe noget indhold, der trækker trafik og opmærksomhed organisk og viralt.

Content Marketing bliver også i højere og højere grad brugt som taktik i betalt annoncering, hvor man vil have fat på kunder tidligt på salgsrejsen.

Der er to kommunikationsfejl vi ser igen og igen - her får du dem: 1) At skrive til en gruppe (men folk køber altså ikke cykler, vel? De, som i - en person(!) - køber én cykel. Skriv altid kun til en person 2) At skrive om sig selv – helt ærligt så er de fleste F***** ligeglad med dig – kundens vigtigste grund til at fortsætte med at læse er, at du svarer på ’What’s in it for me?’ og her tænkes på kundens præferencer og ikke, at du gerne vil sælge noget… Så hold op med at skrive vi og jeg og skriv i stedet DU!
Sune siger
Sune
Blogger

Samspil med andre medier (f.eks. telemarketing, radio, podcasts eller snailmail)

Hvis du har et stort apparat i ryggen (så læser du i øvrigt nok ikke det her!) kan du få de forskellige afdelinger til at spille sammen på tværs af kanaler og helt ud i den analoge verden. Et eksempel er at du har et medie med meget trafik, og når folk har brugt det ’en del’, og den grønne knap i dit CMS system lyser, så går call-centeret i gang…

’Salesfunnels’ og ’Personal branding’

Starquality
Er du film, TV eller reality stjerne? Tillykke! Du får det nemmere alle steder, hvis du altså husker at omsætte din kendisrank til onlinetrafik. Alle andre må bygge fra scratch!

Når du har en sammenhængende plan for hvordan du tiltrækker trafik via flere steps kaldet det en ‘salesfunnel’. Det kan være meget effektivt og smart, men er et andet emne.

Er du Mascha Vang, Jesper Buch eller Jonathan Løw?

Nå ikke 😒 det er jeg heller ikke… Og så er det ikke sikkert dit personlige brand kan bære dig hele vejen. Det betyder ikke, at man ikke skal bruge sit netværk og brande sig selv. Det er kendt viden, at folk køber af dem de kender, men du skal nok regne med, at det er produktet og budskaber og ikke dig, som skal være den bærende kraft.

1000 ægte fans er alt du behøver… læs den her klassiker (læsetid 5 minutter og på engelsk) blog

Overvejelser...

Som du kan se er der mange veje og gå.. men hvilken én skal du vælge? Vi starter lige med et citat fra Alice i Eventyrland:

Alice: Vil du ikke nok fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå herfra?

Filurkatten: Det afhænger en hel del af, hvor du gerne vil hen

Alice: Det er lige meget

Filurkatten: Så betyder det ikke så meget, hvilken vej du går.

Men du ved jo godt hvor du gerne vil hen (mere trafik), ik?

Men der er stadig nogle overvejelser det giver gode mening at bruge lidt tid på…

Eje eller leje?

Dit eget content, hjemmeside og din email-liste ejer du selv. Alle andre steder bor du til leje. Og det kan altså være en god ide at vurdere, hvor ’stabil’ og ’fair’ en udlejer du har. Facebook er mange virksomheders skrækeksempel: De lovede at de ville vise alle opslag til alle likers… Virksomhederne stormede ind og købte og købte og købte likes (med konkurrencer osv.) og tænkte HA! Det er den vildeste kanal ever. Og så begyndte facebook ellers og skrue og skrue og skrue… og i dag er der ikke mange som ser dine opslag, medmindre du betaler…  Virksomhederne blev (forståeligt nok) sure, men facebook er stadig et godt sted at markedsføre sig/ ens produkter, så de er der endnu selvom de nok er lidt mere stramme i masken.

Kan du selv?

Mange ting kan man selv og bør man gøre selv. Andre kan man med fordel købe sig til (eller allerhelst få automatiseret). En god ide er at købe sig til/ skaffe en SOP(standard operating procedure) på, hvordan man gør, så man har en tjekliste for at gøre tingene rigtigt. Det giver også flere muligheder for at skalere op (med nye medarbejdere/virksomhedspraktikanter/studiemedarbejdere osv)

Når du så har besluttet, at du har brug for hjælp til en eller flere kanaler kommer det store spørgsmål:

Hvem skal man vælge?

Og så næsten det vigtigste…

Du har fundet en du stoler på, som virker faglig dygtig og kan det du har brug for…

INCITAMENTER – men har han/hun også brug for at gøre det godt for, at du betaler ham/hende?

For mange konsulenter (f.eks. i reklamebranchen) er deres vigtigste opgave at få opgaven… bagefter kan de slappe lidt af og sende en masse fakturaer…

Det er meget nemt at sige man vil lave en hel masse (det siger jeg ofte til mig selv – gør du ikke det?), men hvis payoff ikke hænger sammen med indsatsen så… er det jo ikke helt sikkert motivationen holder på den lange bane, vel? Så sørg for at være sikker på at få noget for pengene!

Budskab:

Vend det rundt og tænk: Hvis jeg var kunde/en del af målgruppen hvordan ville jeg så

  • Typisk søge/se efter det her?
  • Og hvilke budskaber ville jeg reagere på?

Når du har besvaret de to spørgsmål set fra kundens side (du er selv på kunderejsen), så er det nemmere at finde de(n) rigtige kanal(er).

Afsluttende bemærkninger

Hvad så når du har en masse trafik – hvordan monetizer du? Eller hvad med konvertering og usability? Pufff store emner som må vente til en anden god gang.

Der er også en lang række sociale medier, som man kan dykke dybere ned i og som vi kun har nævnt som en del af hele Social Medie billedet her kan nævnes eksempelvis SnapChat, Instagram og Pinterest. 

Med ovenstående har du fået en god indsigt i forskellige online værktøjer, der kan skabe  trafik til din side. Har du spørgsmål eller tilføjelser, så kommenter det endelig nedenfor.