E-A-T er ikke et nyt fænomen inden for SEO, men det er mere aktuelt og vigtigere for Googles algoritmer end nogensinde før. Begrebet E-A-T kom på alvor på dagsordenen i august 2018, og siden er der blevet skrevet utallige guides og blogindlæg på de sociale medier om dets indhold.
Hos KH-Online har vi god og lang erfaring samt dybt kendskab i fænomenet E-A-T. Denne viden og indsigt deler vi ud af i denne guide, hvor vi kommer omkring, hvad er E-A-T, hvordan du indarbejder det på dit website, hvilke websites det er særligt relevant for m.v.
Kort om E-A-T
E-A-T står for Expertise, Authoritativeness og Trustworthiness, der kan oversættes til Ekspertise, Autoritet og Troværdighed.
Forkortelsen stammer fra Googles Search Quality Rater Guidelines, der er et 168-sider langt dokument, der blev frigivet tilbage i 2013.
Selvom E-A-T først blev et stort samtaleemne i 2018, så går historien flere år tilbage, mere nøjagtigt 2013. Dette dokument bruges af Quality Raters til at vurdere kvaliteten af søgeresultaterne.
Quality Raters er rigtige mennesker, hvis fornemmeste opgave er at vurdere og evaluere sider ud fra E-A-T og Google Search Quality i det hele taget.
Vi kommer nærmere ind på alle elementerne i E-A-T (bestående af nedenstående) i de kommende underafsnit:
E = Expertise
A = Authoritativeness
T = Trustworthiness
E = Expertise (Ekspertise)
Ekspertise er det første delelement.
Google skelner i henhold til Google Search Quality Rater Guidelines mellem to typer af ekspertise bestående af hverdagsekspertise og formel ekspertise.
Hverdagsekspertise besiddes af helt almindelige mennesker, der har masser af erfaring inden for et givent område, men ikke nødvendigvis har en lang fagrelevant uddannelse.
Disse personer vil typisk dele deres viden på blogs og deltage i diskussioner på fora m.v. Emnerne kan f.eks. være madlavning, rengøring, jokes og andre “bløde” emner.
Den formelle ekspertise besiddes typisk af mennesker, der har en fagrelevant uddannelse og nu arbejder professionelt med rådgivning inden for et eller flere fagområder.
Emnerne kan f.eks. være medicin, økonomi, videnskab m.v. Personen med formel ekspertise kunne f.eks. være en læge, økonom eller forsker.
Gode råd til at arbejde med ekspertise
Du ved nu, at en hjemmeside kan blive evalueret på dens ekspertise, men ved du også, hvad du konkret kan gøre for at øge din hjemmesides ekspertise?
Ellers kan du tilegne dig en masse viden og få en masse inspiration herunder.
Her er vores bedste råd:
Bliv ekspert inden for dit felt – En ekspert er pr. definition en person, der har stor viden om et bestemt fagområde. Du kan tilegne dig den nødvendige ekspertise ved at tage uddannelser, kurser m.v. – så kan du opnå formel ekspertise. Vær opmærksom på, at ekspertise evalueres på indholdsniveau snarere end på hjemmeside- og organisationsniveau. Derfor skal indholdet skabes af eksperter inden for fagområdet.
Hyr eksperter – Hvis du har en interesse inden for et bestemt fagområde, men ikke er ekspert på området, bør du hyre eksperter til at udarbejde indhold til dit website. Handler din hjemmeside f.eks. om privatøkonomi, kan du hyre en person, der besidder ekspertise, og meget gerne også er anerkendt, inden for økonomi, eksempelvis en bankrådgiver eller anden økonomirådgiver.
A = Authoritativeness (Autoritet)
Autoritet handler om omdømme og myndighed.
En person kan være at betragte som en stor autoritet, når andre eksperter i branchen betragter personen som en god kilde til information om et givent emne.
En hjemmeside kan blive belønnet i henhold til E-A-T, hvis hjemmesidens indhold lever op til at være en autoritet. Der kigges på både person- og sideniveau.
Med andre ord, hvem bidragsyderne er, og om de bidrager med autoritet til hjemmesiden. Gør de det, kan det have en positiv indflydelse på hjemmesidens rankings i søgeresultaterne.
Gode råd til at arbejde med autoritet
Autoritet er en vigtig faktor at kontinuerligt arbejde med, hvis du drømmer om at opnå gode placeringer i en given branche.
Men hvad kan du gøre for at fremstå som en autoritet? Det får du nogle bud på herunder.
Her er vores bedste råd:
Fremhæv dine kvalifikationer, uddannelse m.v. – For at demonstrere E-A-T til søgemaskinerne, herunder Google, bør du tydeligt fremhæve alle dine relevante kvalifikationer, uddannelse, præstationer m.v. Det kan f.eks. være, at du har en kandidatgrad, at du har vundet en eftertragtet pris, eller at du er blevet brugt som ekspert i et eller flere tv-indslag. Du kan fremhæve alle disse ting ved at lave en om os-side og/eller en forfatterbio på dit website.
Byg eksterne links fra autoritære hjemmesider – Du kan også gøre noget aktivt for at opbygge autoritet gennem eksterne kilder. Konkret skal du forsøge at skaffe indgående links fra troværdige hjemmesider inden for det fagområde, du beskæftiger dig med. Er du f.eks. revisor, så vil du gerne have links fra hjemmesider omhandlende økonomi, revision og bogføring. Det kunne f.eks. være links fra Børsen, Dinero, Finans m.fl.
T= Trustworthiness (Troværdighed)
Sidst, men ikke mindst, kigges der på Troværdighed, når dit website vurderes i henhold til E-A-T.
Jo mere troværdigt dit indhold er, desto større er sandsynligheden for, at du opnår den ønskede synlighed i søgeresultaterne.
Google kigger på mange ting, når de skal vurdere en hjemmesides troværdighed.
Googles øjne har bl.a. fokus på, om der er tilgængelige og synlige kontaktinformationer, om der er angivet troværdige kilder, om indholdet er skrevet af troværdige personer m.v.
Google’s Quality Raters kan også kigge på anmeldelser. Der kan f.eks. være skrevet anmeldelser af din hjemmeside på Trustpilot, E-mærket, Google, Facebook eller andre sociale medier.
Gode råd til at arbejde med troværdighed
Når alt kommer til alt, så handler troværdighed om, at du eller din virksomhed er til at stole på.
Dette har ikke kun afgørende betydning for E-A-T og SEO generelt, men også i forhold til evnen til at konvertere besøgende til kunder.
Men hvordan øges troværdigheden på websitet? Bliv klogere på dette herunder.
Her er vores bedste råd:
Dine kontaktoplysninger skal være fyldestgørende og synlige – Et vigtigt element i forhold til troværdighed og tilgængelighed handler om at synliggøre sine kontaktinformationer. Den besøgende skal uden problemer kunne finde svar på, hvem der står bag hjemmesiden. Fremhæv derfor ejer- og kontaktoplysninger i f.eks. footeren på alle landingssider.
Brug troværdige referencer og kilder – Når du arbejder med SEO, skal du ikke være bange for at linke ud. Det kan faktisk forbedre dine rankings i Googles søgeresultater, hvis du vel at mærke har brugt troværdige kilder og referencer til at udarbejde dit indhold. Hvis du f.eks. har skrevet en lang guide om privatøkonomi, kan du anvende og linke ud til autoritære kilder som SKAT, Forbrugerrådet Tænk m.fl.
Hvem bør arbejde aktivt med E-A-T?
E-A-T er ikke til at komme udenom, hvis du arbejder med SEO og gerne vil forløse din hjemmesides fulde potentiale.
I nogle nicher betyder E-A-T mere end i andre nicher, men i alle tilfælde er det en fordel at have en hjemmeside, der signalerer både ekspertise, autoritet og troværdighed.
E-A-T er ikke en rankingfaktor, idet det ikke er noget håndgribeligt, som Googles algoritme kan forstå og evaluere. E-A-T kan dog have indirekte betydning for dine placeringer i søgeresultaterne.
Det korte svar er derfor; alle med ambitioner om at opnå mere synlighed i søgeresultaterne bør indarbejde alle tre parametre i E-A-T på deres website.
Du kan starte med at følge nogle af de råd, du har fået i denne guide.
Særligt for YMYL websites
Særligt en type af websites – de såkaldte YMYL websites – bør have stor fokus på at indarbejde E-A-T på deres hjemmeside.
YMYL står for Your Money Your Life og er brancher inden for sundhed, økonomi, jura osv.
Der stilles særligt høje krav til YMYL websites i henhold til E-A-T, idet den viden der formidles kan have alvorlige konsekvenser på læserens økonomi eller liv, herunder sundhed.
En person uden en fagrelevant baggrund bør f.eks. ikke udtale sig om behandling af sygdomme. En uddannet læge er mere kvalificeret til dette, og dette er noget af det, der bliver taget højde i E-A-T.
Hjemmesider har ingen E-A-T score, men…
Google giver på nuværende tidspunkt ikke din hjemmesiden en E-A-T score. Dette ville ellers kunne give dig en indikation af, hvordan Google bedømmer din hjemmeside i henhold til E-A-T.
Du vil dog selv kunne bedømme, hvor godt du klarer dig ved at kigge på nogle af de faktorer, vi har været omkring i guiden.
Gennemgå din hjemmeside og se, om du har husket at angive kontaktoplysninger, om du er flittig nok til at linke ud, om forfatterens troværdighed er af høj værdi m.v.
Du vil under alle omstændigheder kunne finde flere ting, f.eks. falske anmeldelser eller dårligt indhold, der kan optimeres. Bliv endnu skarpere på E-A-T i vores SEO-guide.